Vi kommer til at mangle SOSU’er. Punktum. En fremskrivning, finansministeriet står bag, viser, at vi i 2035 kommer til at mangle 3.400 SOSU-assistenter og 11.100 SOSU-hjælpere. Og allerede nu har flere kommuner udfordringer med at få vagtplanerne til at hænge sammen. Men hos Hjemme og Sygeplejen Aars, Vesthimmerland Kommune, har de ramt en guldnerve. Her er det nemlig lykkedes at tiltrække flere unge ufaglærte fritidsjobbere til at arbejde i hjemmeplejen.
Det er særligt unge under 25, som arbejder i hjemmeplejen ved siden af deres uddannelse på gymnasie eller handelsskole. Og ifølge leder Marianne Werner Kudahl har borgerne taget godt imod de nye medarbejdere. Men hvad betyder det egentlig for hjemmeplejen i Aars, at de nu har flere ufaglærte unge ansat, og hvilke krav stiller det til lederen, at de indgår i arbejdet og arbejdspladsen?
Flere mænd i hjemmeplejen
De unges interesse for hjemmeplejen som arbejdsplads betyder først og fremmest, at der nu er flere hænder. Dette giver mulighed for, at der kan dækkes nogle planlægningsmæssige huller, der tidligere ikke har været tilstrækkeligt faglært personale til at løse. Derudover giver de unge muligheden for en større fleksibilitet i vagtplanlægningen, da de, som oftest, har bedre mulighed og mere lyst til at arbejde om aftenen og i weekenderne, hvor det fastansatte personale helst vil have så få vagter som muligt.
Marianne Werner Kudahl forklarer dog, at man som leder også være villig til at give dem en større fleksibilitet i vagtplanlægningen, da der for de unge kan være sociale arrangementer, sport og skole ved siden af arbejdet i hjemmeplejen, hvilket kan besværliggøre den langsigtede vagtplanlægning for denne medarbejdergruppe. De unge lever mere fra dag til dag og korttidsplanlægger i langt højere grad.
Derudover oplever de i Aars, at det især er unge mænd, som søger fritidsjob i hjemmeplejen, hvilket ifølge Marianne Werner Kudahl ikke umiddelbart kan forklares. Men nogle borgere udtrykker, at det kan være rart også at have muligheden for at kunne få hjælp af en mandlig hjælper. Med en uddannelse, hvor kun hver 10. er mand, bidrager de unge mandlige fritidsjobbere til at nedbryde fordomme og ulige kønsbalancer i ældreplejen.
Nye krav til lederen
De unge medarbejdere stiller nye krav til lederen om trivsel og inddragelse, og de vil gerne ses som ligeværdige på arbejdspladsen. Dette gælder den sociale, men især også den faglige sfære, hvor Marianne Werner Kudahl oplever, at både personalemøder og sociale arrangementer bidrager til de unges ejerskab over opgaven.
Marianne Werner Kudahl påpeger, at man skal være opmærksom på de forskellige faglige forudsætninger, men især også de generationsforskelle, der er. Det skyldes, at de unge er en del af arbejdspladsen på andre præmisser, da de ikke har mulighed for at bringe den samme faglighed i spil, men samtidig gerne vil ses som ligeværdige medarbejdere.
Pizza og personalemøder
Som leder skal man altså indstille sig på at lave lidt om på rutinerne for at kunne inddrage de unge på arbejdspladsen. Fx fremhæver Marianne Werner Kudahl personalemødet som noget, der skulle gentænkes i forbindelse med de nye medarbejdere. Mange af de unge går i gymnasiet eller læser ved siden af arbejdet, og for dem kan det være svært at være med til personalemøderne i dagtimerne. Derfor har man i Aars fundet på at afholde ungemøder, hvor de unge medarbejdere indkaldes om aftenen til pizza og personalemøde. Møderne bidrager til, at de unge bliver inkluderet og får det ejerskab over opgaverne og arbejdspladsen, som de efterspørger. Dette skaber ligeledes mulighed for et rum til faglighed.
Også selve vagterne i Aars er blevet lavet om, så de passer ind i hverdagen med studie - og for at give et større manøvrerum i vagtplanlægningen. For fleksibilitet er et nøgleord, når man skal udnytte mulighederne med de unge ansatte. Derfor planlægger de som udgangspunkt kun to uger frem for denne gruppe, hvor de plejede at planlægge fire uger eller mere.
Derudover har Marianne Werner Kudahl og holdet omkring hende måtte revidere de faste vagtlængder på otte timer, da det ofte vil betyde de unge vil få for sent fri til at kunne passe skole dagen efter. Men den udfordring har Marianne Werner Kudahl og hendes planlægger grebet med gåpåmod:
- En stor del af succesen er, at jeg har haft særlig en af mine planlæggere, som har set, at der er muligheder her. Vi kan jo ikke vagtplanlægge de her unge mennesker fire uger ud i fremtiden, så vi gør det maks. 14 dage frem. Og vi gør det ved, at de sætter sig som tilgængelige i vagtplanssystemet, forklarer Marianne Werner Kudahl.
Små mirakler, men ingen mirakelkur
Så er der tale om en mirakelkur mod rekrutteringsproblemerne i hjemmeplejen? Nok ikke, for ifølge Marianne Werner Kudahl er der stadig udfordringer med at tiltrække til uddannelsen og faget i form af lønniveau og de overordnede tendenser i de unges uddannelsesvalg.
Til gengæld afhjælper de unge fritidsjobbere den eksisterende personalemangel, og så udretter de måske små mirakler i mødet med borgerne i Aars. Her udtrykker mange nemlig glæde ved at få besøg af de unge, der bringer en lethed og glæde med sig.
Marianne Werner Kudahl oplever, at de unge ser jobbet som enormt meningsfuldt, og at de føler, at det giver dem noget personligt at udføre det, og måske er det netop derfor, at et fritidsjob i hjemmeplejen kan tiltrække dem.
Måske er et job hjemmeplejen derfor verdens bedste studiejob, fordi jobbet giver mening på et menneskeligt plan. Og for institutionen og kommunen fordi de får yderligere, engageret personale og samtidigt en mulighed for et større rekrutteringsgrundlag i forhold til fremtidens SOSU’er.
Som leder skal man til gengæld indstille sig på at tænke vagtplanlægning, personalemøder og faglighed på nye måder, da de nye medarbejdere stiller krav til ejerskab og inklusion, og fordi potentialet ligger i fleksibiliteten.
- Når vi står nede i Rema1000, hvad er det så vi gerne vil være kendt for? Det er jo ikke at have de medarbejdere med den højeste anciennitet og de mest sure medarbejdere. Det er jo at være den arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø, og hvor man har lyst til at komme igen og igen, fortæller Marianne Werner Kudahl og afslutter:
- Det handler om at turde at sætte rammen fri og se, hvor det bærer hen – og så behandle de unge ordentligt.
