Hvad har vi lært i forhold til ledelse under Covid-19, og hvad er de store ledelsesmæssige udfordringer lige nu? Forud for Ledertræf 2021 giver direktør i Komponent Jonatan Schloss et udpluk af sine bud.
Udgivet den 01-10-2021

Kommunal ledelse er præget af store, komplekse og hurtigt voksende udfordringer, som løbende kalder på forandringer i måden, vi leverer velfærd på. Forandringer, som lederne skal lede.

Pandemier, klimaudfordringerne, digitalisering af samfundet og borgernes vaner samt udrulninger af store reformer og politiske ønsker er alle eksempler, som påvirker ledernes vilkår og opgaver. Det kalder derfor på kompetent forandringsledelse, faglig ledelse, datainformeret ledelse og nærværende ledelse, når lederne skal stå i spidsen for de store omstillinger i kommunerne i disse år.

På Ledertræf 21 blev der zoomet ind på de store udfordringer, og til at indlede drøftelserne havde Komponents direktør Jonatan Schloss inviteret ledelsesambassadør Søren Kryhlmand og de to tidligere ledelsesambassadører Jette Runchel og Dorthe Crüger til en samtale om ledelse anno 2021.

 

Hvad har vi lært under Covid-19 rent ledelsesmæssigt?

JS: Under Covid-19 har vi for første gang oplevet, at der var et pengetræ. Groft sagt kan man sige, at så længe ordet Corona indgik, var der ressourcer til det meste. Det har på mange måder været unikt og et helt atypisk rammevilkår at agere i som leder.

Mange ledere har under Covid-19 oplevet at have stor handlekraft, frihed og et tydeligt mål. Så selvom ledelsesopgaven krævede meget af den enkelte og af medarbejderne i særdeleshed, var meget også lettere som leder under Covid-19. Nu er vi på vej ind i mere normale tilstande med begrænsede ressourcer, kompleksitet, og alt det andet vi kender. Det kan lyde lidt kedeligt, men noget af læringen af Covid-19 består i at tage fat i det, vi allerede havde gang i.

Hvad er de største ledelsestemaer lige nu?

JS: Det handler bl.a. om at være i stand til at prioritere og bruge tiden på det rigtige. Der er en lang liste af krav fra Christiansborg, rådhuset, ansatte, pressen mv., som presser vores ledere i dagligdagen og som, hvis man skulle løbe efter samtlige bolde, ville rive den enkelte midt over.

Du kan hurtigt komme til at bruge tiden på ting, der ikke er vigtige, hvis du ikke er i stand til at filtrere det væsentlige fra det uvæsentlige. Det medfører en risiko for, at den enkelte leder føler, at han eller hun ikke slår til, eller ikke når de vigtige ting. Det giver frustrationer, og frustrerede ledere er sjældent gode ledere. Derfor skal vi turde tale åbent om ledertrivsel og den psykologiske tryghed i vores organisationer.

To andre uundgåeligt udfordringer for kommunerne nu og i de kommende år er manglen på hænder og den digitale omstilling af vores velfærd. Det sidste er også en del af løsningen på det første, men det er også en særskilt udfordring.

Manglen på arbejdskraft i kommunerne er allerede en stor udfordring og intensiveres kun i de kommende år. Heldigvis ser vi gode nationale og lokale løsningsforsøg så som bl.a. fuld-tid, anvendelse af ny arbejdskraftbesparende teknologi, fastholdelse, opgaveglidning, involvering af civilsamfund og optag af flere studerende på professionsuddannelserne. Fælles for disse løsninger er behovet for, at den faglige ledelse rykker helt anderledes tæt på praksis. Det tror jeg, vi skal koncentrere os endnu mere om, herunder også hvordan vi skaber rammerne for det højere oppe i ledelseskæden.

Selv om det kommunale Danmark i flere år har været med langt fremme, når det handler om digitalisering - fx af kommunikationen mellem borgere og det offentlige - har vi endnu ikke for alvor set en omstilling af den borgernære velfærd. Timingmæssigt tror jeg, tiden er til et fornyet fokus på den del af ledelsesopgaven.

 

LEDERTRÆF 21

Ledertræf er målrettet kommunaldirektører, direktører, centerchefer, fagchefer, sekretariatschefer, afdelingschefer og borgernære ledere på alle kommunale fagområder. Konferencen er også for kommunale HR-chefer og -konsulenter, der arbejder med ledelse og ledelsesudvikling.

Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Vil du vide mere om, hvordan vi har løst denne opgave? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Du kan også ringe på vores hovednummer 8779 6300 eller skrive til hej@komponent.dk. Så sørger vi for, at din henvendelse lander det rigtige sted, og du hører straks fra os.

RUHK
Chefkonsulent
Rune Herlin Kamstrup