Kommunalpolitikere vil gøre en forskel og skabe konkrete resultater. Men de har forskellige opfattelser af deres rolle, af det gode politiske samarbejde og af, hvordan man får politisk gennemslag. Det viser en ny analyse fra Komponent, som samler otte observationer om kommunalpolitik og kommunalpolitikere i 2026.
Udgivet den 01-09-2026

Hvem er man til for som kommunalpolitiker? Og hvordan skaber man politiske resultater? De to spørgsmål går igen i en ny analyse fra Komponent om kommunalpolitik og kommunalpolitikere i 2026. Analysen er udarbejdet på baggrund af Komponents mange møder med ny- og genvalgte kommunalpolitikere, udvalgsformænd og borgmestre gennem seminarer, workshops og samarbejder. Professor Ulrik Kjær fra SDU har bidraget til analysen. 

På tværs af møderne har Komponent identificeret otte observationer om det kommunalpolitiske arbejde. De viser blandt andet, at kommunalpolitikere er optagede af at skabe resultater, men også at der kan være betydelige forskelle på, hvordan de forstår deres rolle og vejen til politisk gennemslag.

Centerchef i Komponent, Kalle Syberg Kjær, peger på, at netop forskellene er centrale at få frem i lyset. Nogle politikere ser først og fremmest sig selv som borgernes talerør, mens andre i højere grad betragter sig som medansvarlige for hele kommunens udvikling. Samtidig lægger nogle vægt på flertal og beslutninger, mens andre i højere grad søger resultater gennem relationer, tillid og samarbejde. Det er forskellige legitime måder at forstå det politiske arbejde på, men de kan skabe spændinger, når de mødes.

Fra politisk ambition til konkrete resultater

Et gennemgående træk i analysen er politikernes ønske om fremdrift. De går ind i politik for at påvirke udviklingen, træffe beslutninger og skabe konkrete forbedringer. Samtidig foregår kommunalpolitik inden for juridiske, økonomiske og administrative rammer. Beslutninger skal analyseres, fagligt vurderes og ofte igennem processer, der tager tid. Det kan skabe en oplevelse af træghed, når den politiske ambition møder den kommunale virkelighed. 

Analysen peger også på, at kendskab til de formelle rammer kun er én del af politikerrollen. Det politiske håndværk består i høj grad i at kunne skabe opbakning og bygge de flertal, der skal til for at omsætte ambitioner til beslutninger.

Hvad er egentlig et godt politisk samarbejde?

Et andet markant tema er samarbejdet i kommunalbestyrelsen. Kommunalpolitikere efterspørger generelt et godt politisk samarbejde, men analysen viser, at der er forskellige forståelser af, hvad et godt samarbejde egentlig indebærer. For nogle handler det især om arbejdsformer og processer. For andre handler det om relationer og tillid.

Der er også forskel på synet på selve den politiske uenighed. Nogle ser politik som en form for kontaktsport, hvor holdninger naturligt skal brydes mod hinanden. Andre lægger større vægt på dialog, relationer og et lavere konfliktniveau. 

Ifølge Kalle Syberg Kjær bliver forskellene især interessante, når de ikke er tydelige for dem, der arbejder sammen. Hvis politikerne har forskellige forventninger til roller, samarbejde og vejen til resultater, kan uenigheder komme til at handle om personer og adfærd, selv om de grundlæggende udspringer af forskellige forståelser af det politiske arbejde.

Samspillet med forvaltningen har stor betydning

Analysen peger også på relationen mellem politikere og forvaltning som et centralt område. Kommunalpolitikerne udtrykker generelt stor forståelse for forvaltningens faglighed og betydning. Men uklarhed om roller og forventninger kan skabe spændinger. Det samme kan ske, hvis administrative krav og processer opleves som barrierer for at føre politiske ønsker ud i livet. 

Her bliver den løbende dialog vigtig. Politikerne skal kunne formulere deres ønsker tydeligt, og forvaltningen skal kunne understøtte de politiske ambitioner inden for de faglige, juridiske og økonomiske rammer.

Otte observationer som afsæt for den lokale samtale

Analysens otte observationer er ikke tænkt som færdige konklusioner om danske kommunalpolitikere. Formålet er at give kommunalbestyrelser et fælles udgangspunkt for at tale om deres egen politiske praksis. Til hver observation har Komponent derfor formuleret tre spørgsmål, som kan bruges til lokale drøftelser. 

Analysen indeholder desuden særskilte refleksionsspørgsmål til borgmestre, udvalgsformænd og menige kommunalbestyrelsesmedlemmer. På den måde skal analysen hjælpe kommunalpolitikerne med at undersøge deres egne roller, forventninger og samarbejdsformer og sætte ord på nogle af de spændinger, som ellers let bliver en tavs del af det politiske arbejde.

ANALYSE: Kommunalpolitikere og kommunalpolitik i 2026

Analysen er udarbejdet af Komponent i samarbejde med professor Ulrik Kjær på baggrund af seminarer, workshops og samarbejder med ny- og genvalgte kommunalpolitikere, udvalgsformænd og borgmestre.

Formålet med analysen er, at den kan bruges som afsæt for lokale drøftelser om det politiske arbejde ude i kommunerne.

Otte observationer om kommunalpolitik og kommunalpolitikere i 2026

Analysen peger på otte gennemgående observationer i det kommunalpolitiske arbejde:

  1. Kommunalpolitikere vil skabe resultater både i enkeltsager og på samfundsniveau
  2. Kommunalpolitikere fokuserer på fremdrift og forbedringer for at skabe politiske resultater
  3. Rollen som kommunalpolitiker opleves som kompleks og med stort ansvar
  4. Kommunalpolitikere motiveres både af mening, fællesskab og konkrete politiske resultater
  5. Samspillet med forvaltningen er afgørende for kommunalpolitikere og kan skabe spændinger
  6. Kommunalpolitikere ønsker et godt samarbejde, men lægger ikke altid det samme i det
  7. Historik, tidligere konflikter og adfærd kan sætte sig i samarbejde og relationer
  8. Sociale medier kan udfordre de fælles spilleregler.

Observationerne er ikke tænkt som færdige sandheder, men som afsæt for refleksion og lokale drøftelser om det politiske arbejde.

Har du spørgsmål til analysen?

Analysen er udarbejdet af Komponent og professor Ulrik Kjær på baggrund af seminarer, workshops og samarbejder med ny- og genvalgte kommunalpolitikere, udvalgsformænd og borgmestre.

Hvis du har spørgsmål til analysen, er du velkommen til at kontakte os.

Kalle Syberg Kjær
Centerchef
Kalle Syberg Kjær
1500x920_LOUA
Chefkonsulent
Louise Angelo
Laura Friberg Nielsen
Chefkonsulent
Laura Friberg Nielsen
Rune Herlin Kamstrup
Chefkonsulent
Rune Herlin Kamstrup