Vidste du, at vi hos Komponent allerhelst vil lave de kurser og uddannelser, som kommunerne har mest brug for? Det er den nye grunduddannelse i  den motiverende samtale med unge et godt eksempel på.
Udgivet den 19-04-2021

Et eksempel fra det virkelige liv: En skoleleder i Aarhus har set, at Komponent udbyder både et endagskursus og et valgmodul på Den Offentlige Lederuddannelse om den motiverende samtale. Hverken det første eller det sidste er imidlertid lige præcis det, han har brug for til sine medarbejdere, derfor kontakter han Komponent for at høre, hvad mulighederne ellers er.

– For skolelederen var det især vigtigt, at den nye uddannelse skulle have en stærk ungevinkel med fokus på alle de unge rundt omkring i kommunerne, som har svært ved at fastholde uddannelse og job. Derudover efterspurgte han især praksisnærhed og muligheden for at dele sine erfaringer med andre, som sad med de samme udfordringer, og ud fra de specifikke ønsker, og ud fra tanken om, at der sidder mange andre i kommunerne og arbejder med netop de problemstillinger, tilrettelagde vi så Grunduddannelse i den motiverende samtale med unge, siger Lene Hausted, der er chefkonsulent inden for børn- og ungeområdet hos Komponent.

Det næste Lene Hausted gjorde var at finde den helt rigtige underviser blandt Komponents store underviserkorps. 

– Hos Komponent gør vi meget ud af at lave det rigtige match mellem det, kommunerne efterspørger, og kompetencerne hos de undervisere, som vi samarbejder med. Da jeg havde fundet den rigtige underviser til opgaven, lavede vi sammen et bud på, hvordan den nye grunduddannelse i MI kunne designes. Det sendte vi så til vores skoleleder for at få hans kommentarer, og så var vi sådan set klar til at lægge det nye produkt på hylderne, siger Lene Hausted og fortsætter:

– Det, at vi kan skabe en ny uddannelse med udgangspunkt i en forespørgsel fra praksis, har virkelig stor værdi for os, fordi det er med til at sikre et højt udbytte af de forløb, vi udbyder. Jo flere input vi får fra kommunerne, jo bedre kan vi designe de kompetenceudviklingsforløb, som rykker i praksis og gør en forskel for både medarbejdere og borgere.

Nye muligheder for kurser med snævre målgrupper

I kølvandet på corona, hvor fordelene ved blended learning og hybridundervisning for alvor er blevet slået fast, ser Lene Hausted helt nye muligheder for også at udvikle kurser med mere snævre målgrupper til kommunerne.

Grunduddannelse i den motiverende samtale med unge bliver i første omgang udbudt som et forløb med fysisk undervisning, men vi mærker helt klart en stigende efterspørgsel efter en kombination mellem onlineundervisning og fysisk undervisning i vores forløb. Derfor tror jeg også, at det fremover bliver lettere at oprette aktiviteter for mere nicheprægede målgrupper, fordi vi kan samle folk på tværs af landet online, siger Lene Hausted, der opfordrer både ledere og medarbejdere til at kontakte Komponent, hvis de kan se et behov for et kursus eller en uddannelse, der ikke bliver dækket i Komponents nuværende kursuskatalog:

– Hos Komponent er vi en ny og lyttende organisation, der ønsker at samarbejde bredt for at få skabt netop de tilbud, som kommunerne har brug for. Vi er faktisk dybt afhængige af input fra kommunerne for at kunne løfte vores opgave, så har du en god idé til et forløb, er du altid velkommen til at kontakte os – også selvom du ikke kommer med et fuldt hold i baglommen, siger Lene Hausted. 

Læs mere Læs mindre
Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Er du blevet nysgerrig på, hvordan Komponent kan hjælpe dig, eller vil du have mere information? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

LEHA
Chefkonsulent
Lene Hausted