- Forandringer har stor indflydelse på medarbejdernes hverdag, og i måden de løser kerneopgaven på. Derfor har det været interessant for mig som leder at undersøge, hvordan jeg kan skabe de bedste forudsætninger for, at vi lykkes med de konstante forandringer, og hvordan jeg støtter medarbejderne i forandringer, som vi oplever i sundhedsplejen, forklarer Malene om sit valg af specialeemne.
- I forbindelse med mit speciale har jeg ligeledes identificeret handlemuligheder, der kan understøtte forandringsprocessen. Det kræver en øget refleksion over min egen ledelsespraksis, hvor jeg med en bevidsthed om de udfordringer, der er til stede, har mulighed for at på virke dem til gavn for sundhedsplejens kerneopgave,” uddyber Malene og fortsætter:
- Jeg oplever, at medarbejderne er motiveret for at gøre en forskel, og at de har en meget høj public service motivation. Her kan min ledelsestilgang påvirke deres performance. I løbet af min uddannelse er jeg blevet bevidst om, at min ledelsesstil er afgørende for en succesfuld implementering af forandringerne. Der er behov for en involverende ledelsesstil, da det skaber klarhed og åbner for dialog med medarbejderne. Medarbejderne har brug for er der er en form for meningsskabelse i forandringsprocesserne.
- Den Offentlige Lederuddannelse har været guld værd for mig. Den har givet nogle givtige forstyrrelser ind i mit ledelsesrum, hvor jeg løbende er blevet tvunget til at reflektere over min egen praksis og ledelsesstil. På uddannelsen har der også været plads og rum til refleksion over hvad der er mine værdier og hvorfor jeg handler, som jeg gør. Derudover har jeg fundet frem til, hvor mine styrker og min svagheder ligger. Og hvordan jeg italesætter især mine svagheder.
- Efter at have gennemført Den Offentlige Lederuddannelse har jeg justeret min ledelsespraksis på flere områder. En af de vigtigste erkendelser har været nødvendigheden af at trække tempoet ud af hverdagen – ikke for at bremse udvikling, men for at skabe rum til refleksion, dialog og mere kvalificerede beslutninger.
- I en offentlig kontekst, hvor forandringer er et vilkår, og hverdagen ofte er præget af højt tempo og komplekse opgaver, kan det virke kontraintuitivt at sætte farten ned. Men det er netop her, det gør en forskel. Jeg har oplevet, at når jeg som leder skaber plads til at tænke efter og invitere medarbejder ind i maskinrummet – så styrker det både samarbejdet og retningen i opgaveløsningen.
- Et andet vigtigt element, jeg har taget med mig, er behovet for at "mikrodosere" min ledelse og kommunikation. Det handler om at være bevidst om timing, dosering og kontekst. I en travl hverdag er det let at overse, men i en tid præget af forandringer er det helt afgørende. Medarbejderne har brug for, at vi som ledere hjælper med at oversætte forandringsprocesserne, så de bliver til at forstå og handle på.
- Den Offentlige Lederuddannelse har givet mig både sprog og redskaber til at arbejde med disse elementer – og ikke mindst modet til at gøre det i praksis.