Grøn Treparts kendetegn er ledelse og samarbejde på tværs af fagligheder, organisationer og interessentinteresser.
Kurset sætter fokus på, hvordan man lykkes med den distribuerede ledelsesform, når man har forskellige roller og ansvar. På kurset arbejder I med, hvordan man skaber fremdrift mellem Grøn Treparts mange interessenter, spændingsfelter og beslutningsrum.
Deltagerne får et fælles sprog og konkrete greb til at afklare mandat, roller, ansvar og følgeskab. Kurset styrker både nøglemedarbejderen, der skal lykkes uden formelt personaleansvar, og personalelederen, der skal lede, understøtte og udvikle medarbejdere i arbejdet med interne og eksterne samarbejdspartnere.
Kurset henvender sig til ledere, projektledere, koordinatorer, tovholdere og andre nøglepersoner i Grøn Trepart, der har ansvar for at skabe retning, samarbejde og fremdrift sammen med andre.
Formål og udbytte
Du er nøgleperson eller leder, med forskellige roller og ansvar i at skabe resultater sammen med interessenter og samarbejdspartnere, I ikke bestemmer over – samtidig med at modstridende lovgivning skal håndteres, og lokale løsninger skal finde fodfæste. Hvordan lykkes I sammen og hver for sig i det krydspres med at skabe fremdrift og løsninger i den grønne trepart?
Som nøgleperson uden personalemæssige beføjelser skal du lykkes med at finde lovmedholdelige løsninger gennem faglig troværdighed, tydelig procesledelse og relationel brobygning. Som leder skal du understøtte nøglemedarbejderen, uden altid at have et mandat at give. Det er nogle af de opgaver og udfordringer I står overfor.
Vi tager udgangspunkt i de ledelsesmæssige dilemmaer, der opstår, når medarbejdere får et stort opgaveansvar i et felt med begrænset mandat og formel autoritet. Hvordan sikrer I, at nøglemedarbejderne ikke står alene i et krydspres mellem intern organisering, lodsejere, interesseorganisationer, faglige hensyn, lovkrav og politiske forventninger? Og hvordan styrker I mandat, dømmekraft og handlemuligheder, når resultaterne afhænger af aktører, de ikke har beføjelser over? Hvordan afstemmer I rolleforventninger, succeskriterier og indbyrdes forventninger – internt, på tværs af organisationen og i forhold til de mange eksterne aktører og interessenter.
Det får du med hjem
• Du får et nyt sprog for de ledelsesdilemmaer, formelle såvel som uformelle, der opstår, når ledelse er på flere hænder – så nøglemedarbejderen ikke står alene, men kan agere legitimt, tydeligt og professionelt i de mange samtale- og beslutningsrum i og omkring den grønne trepart.
• Du får værktøjer til, hvordan ledelse og nøglemedarbejdere kan arbejde med mandat, følgeskab og professionel dømmekraft i komplekse samarbejdsrum.
• Du bliver skarpere på, hvordan leder og medarbejdere, sammen og hver for sig navigerer i komplekse krydspres, hvor lovgivning, lokalpolitik, faglige hensyn, økonomi og forskellige interesser skal balanceres i konkrete løsninger.
Undervisere
Chefkonsulent Hanne Lykke, Komponent
Chefkonsulent Maja Hjorth Just, Komponent
Prisen er ekskl. moms og dækker undervisning, materialer og forplejning. Faktura sendes ud 3-4 uger før kursusstart. Optagelse på aktiviteten sker i den rækkefølge, vi modtager tilmeldingerne, men kan stadig ske efter fristen, hvis der er plads. Tilmeldingen er bindende efter fristen
Kurset henvender sig til ledere, projektledere, koordinatorer, tovholdere og andre nøglepersoner i Grøn Trepart, der har ansvar for at skabe retning, samarbejde og fremdrift sammen med andre.
På kurset arbejder vi med 3 tematiske udfordringer:
Tema 1: Den organisatoriske rolleaccept – når ledelse er på flere hænder
Organisationens kulturelle baggrundstæppe er et vigtigt pejlemærke for dens modenhed til delt ledelse. Vi arbejder med hvilke vilkårs- og mulighedsrum den formelle ledelse og organisationen tilbyder nøglepersonerne samt hvordan I ledelsesmæssigt kan afstemme retning, rammer, ressourcer, roller, rolleforventninger, mandat og beføjelser – i ledergruppen, i arbejdsfællesskabet og i det store organisatoriske vi.
Tema 2: Rolleudøvelse i de mange samtale- og beslutningsrum
Løsninger gennem dialog, vilje og evne til samarbejde er den grønne treparts DNA. Det er et samarbejde, der ofte vil være præget af forskellige sproglige, faglige og kulturelle forståelsesrammer, som skal tolkes og fortolkes i ofte porøse, ad hoc-prægede netværksgrupper uden for eget organisatoriske hierarki. Det ved vi giver særlige udfordringer i forhold til mandat og følgeskab.
Med denne kontekst for øje åbner vi op for, hvordan I bedst arbejder med den distribuerede ledelsesform, hvor medarbejdere ikke kan lede gennem formel autoritet, men må lede gennem påvirkning, facilitering og appellerende kommunikationsformer. Hvordan kan leder og nøglepersoner styrke modet til at handle situationsbestemt og med professionel dømmekraft i forskellige samtale- og beslutningsrum. Vi arbejder også med hvordan I sammen fremmer organisatorisk tillid og tryghed som grundlag for relationel koordinering og læring.
Tema 3: Den personlige rolleintegration
Vi ved, at den personlige selvopfattelse af egen legitimitet i en given rolle, funktion eller opgave er en central markør for succes – også i den grønne trepart. Det handler om at turde stille sig frem, bringe sin faglighed, viden og erfaring i spil og have et naturligt mod til at oversætte og formidle politiske og ledelsesmæssige beslutninger – samtidig med evnen til at lytte og fremme dialogen.
Vi arbejder med, hvordan man fra forskellige positioner kan understøtte integration af rollen, dens sociale normer, værdier og færdigheder – uden at miste den professionelle dømmekraft og uden at skygge for andre.