Komponent har kigget på Fanø Kommunes muligheder for effektiviseringer og besparelser. Nøgletalsanalysen giver bl.a. kommunen svar på, hvorfor den har større udgifter end andre kommuner på en række områder. Det giver politikerne bedre forudsætninger for at prioritere i forhold til kommunens budget.
Udgivet den 07-05-2019

Politikerne i Fanø Kommune ønsker at være på forkant i forhold til budgettet for 2020 og frem. Derfor henvendte kommunen sig til Komponent (tidl. KLK, red.) for at få lavet en nøgletalsanalyse i forhold til udgifter og aktiviteter på en række velfærdsområder.

Samtidig ville kommunen gerne blive klogere på, hvordan den klarer sig i forhold til sammenlignelige kommuner – socioøkonomiske og i forhold til økommuner. Kommunen ville bl.a. have afklaret, om den er for dyr på det administrative område.

Ifølge kommunaldirektør i Fanø Kommune Vibeke Kinch har analysen bl.a. bekræftet kommunen i, at der er en fornuftig forklaring på, hvorfor den er dyrere end andre kommuner på nogle områder.

”Vi kan for eksempel se, at vores status som sommerhusområde har stor betydning for byggesagsbehandlingen. Vi kan ikke bare dividere med 3.500 indbyggere for at få et billede af sagsbehandlingstiden. Samtidig er vi blevet bekræftet i, at der er nogle udgifter på det administrative område, som er ens, uanset om man er en stor eller lille kommune”, siger hun.

Analysen har ifølge Vibeke Kinch givet kommunens politikere bedre forudsætninger for at tage stilling til konsekvenserne ved eventuelle forskellige sparetiltag.

”Resultaterne giver ikke anledning til at dykke længere ned i udgifterne lige nu. Det kan godt være, vi skal spare på nogle områder på et tidspunkt, og så giver analysen politikerne bedre mulighed for at se, hvad deres prioriteringer betyder,” siger hun.

Komponent kender kommunerne

Komponent har tidligere lavet en kortlægning af det specialiserede område og ældreområdet i Fanø Kommune, fordi kommunen havde svært ved at forklare nogle udgiftsstigninger. Derfor var det naturligt for den at kontakte KLK igen. Ifølge Vibeke Kinch handler det bl.a. om, at Komponent kender kommunerne.

”Når vi bruger konsulenter, er det vigtigt, at de kender den kommunale verden og kan sige, hvem vi kan sammenligne os med og kontakte for inspiration, og begge dele passer på Komponent. De er ikke bare kommet ind og har sagt, at vi kan spare der og der. De har givet os nogle forklaringer og viden om, hvorfor vi ser anderledes ud på nogle områder”, siger hun. 

Om nøgletalsanalysen

Komponent har sammenlignet udgifter og aktiviteter på en velfærdsområderne i Fanø Kommune med tre grupper:

  • De kommuner, der ligner socioøkonomisk
  • De kommuner, der også er små økommuner eller har forpligtende samarbejder
  • Esbjerg Kommune

Analysen har taget udgangspunkt i kommunens økonomiske hovedområder

  • Byudvikling, bolig og miljø
  • Transport og infrastruktur
  • Undervisning og kultur
  • Sundhedsområdet (ældre)
  • Sociale opgaver (børn & voksne) og beskæftigelse
  • Fællesudgifter og administration
Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Vil du vide mere om, hvordan vi har løst denne opgave? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Du kan også ringe på vores hovednummer 8779 6300 eller skrive til hej@komponent.dk. Så sørger vi for, at din henvendelse lander det rigtige sted, og du hører straks fra os.

PEB
Centerchef
Peter Bogh