Gentofte Kommune arbejder med at udvikle synligt lærende skoler, hvor alle børn får styrket deres læringsprogression. Hvis kommunen skal lykkes, kræver det imidlertid, at ledelsen i hele kæden tager sin egen medicin, hvor lærerige samtaler er et af midlerne. Derfor har kommunen allieret sig med Komponent.
Udgivet den 24-02-2021

Gentofte Kommune har for alvor sat læring på skoledagsordenen. Sammen med Rudersdal og Gladsaxe Kommuner – og støttet af AP Møller fonden - arbejder kommunen med projektet ”Alle elever skal lære at lære mere”. Målet er at udvikle synligt lærende skoler, hvor alle børn får styrket deres læringsprogression og lærer at lære mere.

Fremtidens samfund og kompetencebehov er under fortsat forandring. Derfor er den bedste ballast, skolerne kan give deres elever, ifølge skolechef i Gentofte Kommune og formand for projektets styregruppe Hans Andresen en stærk bevidsthed om sprog for egne læreprocesser samt metoder og værktøjer til at lære mere.

Det sker bl.a. ved at fokusere på spørgsmål som: Hvordan får vi et læringssprog? Hvordan kan vi give elever feedback? Og hvordan kan de give feedback? Hvordan kan medarbejdere arbejde tættere sammen om at skabe læringskultur og fælles sprog?

Som en del af projektet har ledelsen på skoleområdet rettet fokus mod sig selv. Ifølge skolechefen handler det om, at ledelsen – fra chefer til de enkelte skoleledere – skal smage deres egen medicin og arbejde målrettet med lærerige samtaler.

”Det er et forsøg på at lave kompetenceudvikling i hele organisationen. Ofte bliver kompetenceudvikling noget, vi vurderer i ledelsen, og som efterfølgende foregår et andet sted. Denne gang er det et forløb, hvor alle er med. Der er tale om et forløb for ledere med fokus på, hvordan du leder læring”, forklarer Hans Andresen og uddyber:

”Hvis vi vil understøtte en forandring hos medarbejderne, er vi nødt til at arbejde med samme koncepter og understøtte en samtalekultur på hele skoleområdet. Chefer skal også lave lærerige samtaler med deres ledere osv. Det handler om en kultur i skolevæsenet.”

Ifølge Trine Danø, der er projektleder på projektet ”Alle elever skal lære at lære mere” i de tre kommuner, handler det om at så nogle frø i forhold til at give lederne nogle værktøjer.

”Vi skal ikke bare støtte lederne med viden. Der er behov for at støtte dem bedre i forhold til ledelsesværktøjer om dialog med medarbejdere – med fokus på, hvad det er, der foregår i læringsrummet med eleverne. Det er altså værktøjer til konstruktivt at gå i dialog med medarbejdere om det faglige. Selv om du arbejder med en bestemt metodik, vil andre ting også dukke op, når du er i et læringsrum”, siger hun.

Gentofte Kommune har allieret sig med Komponent og den selvstændige konsulent Malene Ringvad med henblik på at udvikle de omtalte værktøjer og gennemføre en række sparringssessioner og samtaler.

De lærerige samtaler skal ifølge chefkonsulent i Komponent Per Møller Janniche gennemføres for at komme langt tættere på kerneopgave, undervisning, læring og hverdag, end samtaler og dialoger mellem chefer, ledere, lærere og konsulenter som oftest gør.

”Malene og jeg fokuserer på, hvordan vi får hele systemet rundt om lærerne til at trække i samme retning. Den lærerige samtale har til formål at styrke den praksis, som enten teamet eller den enkelte skoleleder, afdelingsleder, lærer, konsulent eller chef har ansvar for at udvikle. I samtalen bliver der skabt læring hos både den, der leder samtalen, og den eller de, der deltager i relation til udførelsen af den kerneopgave, som er i spil mellem parterne”, forklarer han og fortsætter:

”En meget stor del af skoleudvikling generelt drives gennem samtaler og dialog, og her er et kæmpepotentiale for at nå mere ved at komme tættere på ansvar, faglighed og kerneopgave via særlige samtalemæssige greb”.

Selv om projektet som så meget andet har været udfordret af Corona, er skolechef Hans Andresen ikke i tvivl om, at resultaterne nok skal slå igennem.

”Vi har løbende måtte tilpasse os, men jeg får positive tilbagemeldinger på de initiativer, vi har gennemført. Vi kommer forhåbentlig til at se en forandring i den måde, vi bedriver ledelse på. Det vil betyde, at det med at være nysgerrige på egen praksis og læring kommer endnu mere i højsædet” siger han.

Projektet har været i en pilotfase og går efter evaluering over til at blive sat i drift i alle tre kommuner.

LÆRERIGE SAMTALER

En lærerig samtale henter bl.a. andet inspiration i Vivian Robinsons forståelser af ”Open to Learning Conversations”. Her er følgende kendetegn, uanset om det er en chef, der taler med en leder, eller en leder der taler med et lærerteam:

  1. Nå til enighed om det problem, der skal løses
  2. Afdæk den eller de relevante praksisteorier
  3. Evaluer den eller de relative fordele ved nuværende og alternative praksisteorier
  4. Implementer og følg en ny og tilstrækkelig delt praksisteori

I de tre kommuner arbejder vi blandt andet med:

  • Individuelt tilrettelagte forløb for teams og individuelt
  • Undervisning med faglige input
  • Observation af praksis og brug af videooptagelser med sparring og feedforward
  • Brug af læringsmakker
Læs mere Læs mindre
Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Er du blevet nysgerrig på, hvordan Komponent kan hjælpe dig, eller vil du have mere information? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig.