Casper Klynge er Vice President og leder af Government Affairs and Public Policy for Zscaler i EMEA. Han står i spidsen for virksomhedens politiske arbejde og strategiske relationer til regeringer, internationale og regionale organisationer samt ledende beslutningstagere i Europa, Mellemøsten og Afrika. I denne rolle arbejder han med at styrke landes, organisationers og kritisk infrastrukturs evne til at håndtere cybersikkerhedsudfordringer og leve op til krav om databeskyttelse og digital suverænitet.
Før han kom til Zscaler, var Casper Klynge vicedirektør i Dansk Erhverv. I perioden 2020–2023 var han Vice President for European Government Affairs i Microsoft, hvor han ledede virksomhedens politiske arbejde i Europa i tæt samspil med EU-institutioner, NATO, europæiske regeringer, kommercielle partnere og andre centrale interessenter.
Casper Klynge har desuden en lang karriere inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik bag sig med ledende poster i EU, NATO og dansk diplomati. Han var Danmarks – og verdens – første techambassadør fra 2017 til 2020 med globalt mandat og base i Silicon Valley, Europa og Asien. Tidligere har han været Danmarks ambassadør til Indonesien, Papua Ny Guinea, Timor-Leste og ASEAN samt ambassadør i Cypern.
Han har også været udsendt til Afghanistan som NATO’s Senior Civilian Representative og Deputy Head of Mission i Helmand-provinsen og har arbejdet i Bruxelles under EU’s højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik med etablering af civile krisestyringsmissioner i blandt andet Bosnien-Hercegovina, Nordmakedonien, Georgien, Sudan og Kosovo. Derudover ledede han sekretariatet for Afrika-Kommissionen under den danske statsminister.
Casper Klynge er cand.scient.pol. og har suppleret sin uddannelse med executive education fra Stanford University. Han blev i 2018 udpeget som en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer inden for digital government. Han er medlem af ECFR Council, sidder i advisory boardet for Tænketanken Europa og har desuden rådgivet om geopolitik og sikkerhed i internationale sammenhænge, herunder i relation til NATO’s strategiske udvikling.
Det bidrager han med
Casper Klynge bidrager med et sjældent samspil mellem diplomatisk erfaring, politisk indsigt og dyb forståelse for teknologiens strategiske betydning. Han bringer et internationalt perspektiv på cybersikkerhed, digital suverænitet og relationen mellem erhvervsliv, myndigheder og geopolitik.