I arbejdet med strategisk parathed er to værktøjer, der kan støtte processen:
- De strategiske horisonter hjælper jer med at se opgaven fra flere sider.
- Det strategiske kompas hjælper jer med at rammesætte dialogen.
Det, I kan se, afhænger af, hvor I står. Det lyder meget banalt, men udsagnet peger også på, at når flere arbejder sammen, betyder det noget, hvorfra opgaven anskues. Det handler om jeres bias, erfaring, baggrund, uddannelse, organisatorisk placering, personlige værdier og faglige præferencer, som til sammen har betydning for, hvordan samarbejdet lykkes.
Strategisk parathed har et meget konkret bud på, hvordan de mange udsigtspunkter i et samarbejde aktivt kan bringes i spil til fordel for opgaveløsningen. Det er de strategiske horisonter.
Udsyn afhænger af position
Forestil dig, at du står i et åbent landskab og ser ud – og at du kan se langt. Noget er tydeligt, mens andet fortoner sig i det fjerne. Noget er skjult bag en bakke, en bygning eller en skov. Og du kan ikke se, hvad der befinder sig bag dig, medmindre du vender dig om. Det betyder ikke, at det, du ikke kan se, ikke findes. Det betyder blot, at dit udsyn afhænger af din position. Det er denne enkle tanke, vi låner fra den tyske filosof Hans-Georg Gadamer.
Gadamer bruger horisonten som et billede på vores forståelse. Vi ser og forstår altid verden fra et bestemt sted. Vores erfaringer, viden, ansvar og position har betydning for, hvad vi får øje på, og hvad der fremstår vigtigt. En horisont er derfor ikke et neutralt overblik over hele virkeligheden.
Horisonter handler derfor heller ikke kun om, hvad der er synligt. De hjælper os også med at vurdere, hvad der lige nu fremstår tæt på eller langt væk, vigtigt eller mindre vigtigt, muligt eller vanskeligt. På den måde har vores horisont betydning for, hvad vi vælger at give opmærksomhed, og hvilke handlinger, der virker oplagte.
Når du bevæger dig gennem landskabet, ændrer dit udsyn sig. Det, der før var skjult, kan blive synligt. Noget, der så stort og vigtigt ud på afstand, kan skifte proportion, når du kommer tættere på. Og nye dele af landskabet kan dukke op. Det gælder også, når vi arbejder med en ledelsesopgave.
Ny viden kan ændre det, vi mener at vide om fremtiden. En samtale kan gøre os opmærksomme på en sammenhæng, vi ikke tidligere havde set. Et mindre forsøg kan vise, at organisationen kan mere, end vi troede. En politisk beslutning kan åbne eller lukke muligheder. Og en uventet begivenhed kan gøre en ellers kendt udvikling mere usikker. Horisonten bevæger sig, både fordi opgaven ændrer sig, og fordi vi selv bevæger os i arbejdet med den.
Ikke låst til ét udsyn
Det er en central pointe i strategisk parathed, at I ikke er låst til det udsyn, I havde til at begynde med. Men bevægelsen kan også skabe usikkerhed i arbejdet med en opgave, der lige før fremstod kendt
og håndterbar. Ny lovgivning, ændret politisk opbakning eller uventede konsekvenser kan
flytte horisonten.
Fra Gadamer låner strategisk parathed tre inspirationer:
- Det, vi kan se og forstå, afhænger af, hvor vi står.
- En horisont viser os ikke kun noget, den påvirker også, hvad vi anser som vigtigt, og hvad vi mener, der kan gøres.
- Horisonten bevæger sig, når vi selv bevæger os, lærer noget nyt eller møder andre perspektiver.
I strategisk parathed omsætter vi disse inspirationer til to spørgsmål:
- Hvor kendt eller ukendt fremstår fremtiden?
- Hvor parat eller ikke parat fremstår organisationen til at håndtere opgaven?
Når spørgsmålene sættes sammen, får vi fire mulige udsyn – de strategiske horisonter:
- Kendt fremtid og parat organisation
- Kendt fremtid og ikke parat organisation
- Ukendt fremtid og parat organisation
- Ukendt fremtid og ikke parat organisation.