I kan godt forstå strategisk parathed uden at blive mere strategisk parat. I kan læse om de tre dimensioner, drøfte horisonterne og lære det strategiske kompas at kende. Det kan give jer et fælles sprog og nye måder at se en opgave på, men det ændrer ikke nødvendigvis den måde, I arbejder sammen på, når mødet er slut, kalenderen er fyldt, og den næste vanskelige opgave rammer.
Strategisk parathed viser sig i det, mennesker gør sammen, og derfor skal strategisk parathed også trænes sammen. Det stiller andre krav til ledertræning end et forløb, hvor I hver især får ny viden og værktøjer med hjem. Træningen skal helt tæt på den samarbejdsrelation, hvor de vigtige udfordringer bliver fostået, og løsninger bliver udviklet og implementeret.
Træningen retter derfor både opmærksomheden mod, hvad I hver især kan, og mod det, der sker i samarbejdet. Hvordan forstår I opgaven? Hvad er jeres forventninger til hinanden? Hvordan skal arbejdet fordeles? Hvordan bruger I forskellene aktivt? Hvordan håndteres uenighed? Og hvordan følger I op, når ny viden ændrer det, I troede var aftalen?
Formålet er ikke at gøre jer ens, men at gøre jer bedre til at bruge det, I hver især bringer ind i samarbejdet.
Den virkelige verden er øvebanen
En central træningslogik er at arbejde med en virkelig strategisk sag, som I allerede har ansvar for. Opgaven skal være vigtig, den skal kræve bidrag fra flere, og den skal være tilstrækkeligt åben til, at løsningen ikke ligger klar på forhånd.
En virkelig opgave gør noget, som en konstrueret kursuscase sjældent kan. Den stritter imod, fordi den allerede rummer interesser, relationer og beslutninger. Der er noget på spil, og nye oplysninger dukker op. Nogle løsninger viser sig at være vanskeligere end forventet,
og de mennesker, som skal bidrage, reagerer ikke altid, som I havde forestillet jer.
Dermed bliver opgaven mere end et eksempel, der illustrerer teorien; den bliver til selve øvebanen. Og dermed arbejder I på to ting på én gang: I forsøger at løse den konkrete opgave, mens I samtidig undersøger og justerer jeres egen måde at arbejde sammen på.
Horisonterne og det strategiske kompas kan støtte dette arbejde, men selve træningen opstår, når I bruger dem på en virkelig opgave og opdager, hvad jeres måde at arbejde på gør muligt, og hvad den står i vejen for.
Skift mellem at handle og stoppe op
En ny arbejdsform opstår imidlertid først for alvor, når I prøver noget af. I kan stille et andet spørgsmål på det næste møde, dele jeres observationer tidligere eller invitere en anden person ind, mens opgaven stadig er åben. I kan udskyde den første løsning og undersøge flere muligheder eller aftale en tydeligere opfølgning.
Derefter skal I stoppe op og se på, hvad der skete. Blev samtalen anderledes? Kom der ny viden frem? Blev rollerne tydeligere? Fik andre en reel mulighed for at bidrage? Eller faldt I hurtigt tilbage i jeres vante måde at arbejde på? Refleksionen har først værdi, når den fører til en ny afprøvning. Måske er der behov for en gentagelse, måske skal I justere en smule, eller også er der brug for noget helt andet.