Tykke relationer, siger I? Hvad er det, I taler om? Som intern konsulent skal du skabe det, som ledelsesrådgiver og forfatter Elisabeth Plum kalder ’tykke relationer’, som i bund og grund er gode, professionelle relationer. Bliv klogere på alle dine tykke relationer i denne artikel.
Udgivet den 13-09-2024

Du er intern konsulent i en central eller decentral stabpå et velfærdsområde eller på tværs af flere fag-/forvaltningsområder. Du løser formentlig opgaver som politisk betjening, strategiudvikling og implementering, små og store forandringsprocesser og/eller tværgående projekter. Og du lykkes med meget.

Problemet er, at det du ikke lykkes med, oftest ikke handler om den proces, du har tilrettelagt. Det handler heller ikke om den dagsorden du har forberedt, eller sammensætningen af den arbejdsgruppe du er sat i spidsen for. Det handler langt oftere om det relationsarbejde, som du måske har forsømt undervejs i dit arbejde. 

Måske fik du ikke lige forberedt chefen på den drøftelse, I skal have på næste chefmøde? Eller måske glemte du at involvere samarbejdspartneren i naboafdelingen forud for lanceringen af din procesplan? Eller fik du egentlig taget mod til dig og afklaret den svære rollefordelingen forud for næste styregruppemøde, så partner X kan indtage en mere konstruktiv position?  

Dine udfordringer er relationelle

Grunden til, at det kan være svært at komme videre med de udfordringer, du oplever, er, at det kun er dig, der kan afgøre, hvordan du bedst kommer videre. Udfordringerne – og mulighederne – er relationelle. Derfor er der ikke ét enkelt svar på, hvordan du kan imødese dem. Du skal finde den vej, der passer til dig og dine opgaver. 

Du er nødt til at tage ledelse på dig for at lykkes med at skabe gode, professionelle relationer. Det handler bl.a. om at glemme egne dagsordener, være opsøgende og finde de koblinger, der gør det relevant for andre at knytte an til den opgave, du skal lykkes med på organisationens vegne.  

Gå strategisk til værks i dit relationelle arbejde – uden at agere som en iskold beregnende psykopat 

Okay så, indrømmet. Overskriften er lidt skarpvinklet. Men det er altså en balanceøvelse på lineal at tale om det at arbejde relationelt uden at få det til at lyde beregnende.  

Afsættet er, at når du skal lykkes med udviklings- og forandringsarbejde, er det mennesker, du har med at gøre. Mennesker har holdninger, meninger, overbevisninger og vaner. Så for at flytte mindset og handlemåder, er det her, du skal være nysgerrig. Nysgerrighed er nemlig en central del af det at lykkes i relationer. Og husk nysgerrighed rimer på involvering og indflydelse. 

Nu tænker du måske, at du faktisk ikke har noget præcist billede af, hvem der er de vigtigste relationer i dit arbejdsliv. Og det er præcist som det skal være – for det afhænger af opgaverne, som skifter over tid. 

Fortsættes...

Få afklaret, hvem der er de vigtigste relationer i dit arbejdsliv

Spørgsmål, du løbende kan stille dig selv:

  • Hvem mener hvad, om den opgave jeg skal løse? Hvor er mine allierede – og er relationen til dem tilstrækkelig stærk/tyk til, at de kan bidrage til, at jeg kan lykkes med opgaven? Og hvilke relationer må jeg omvendt arbejde målrettet på at styrke for at kunne lykkes med opgaven?  
  • Er der nogen, jeg har negative samarbejdserfaringer med? Hvem kan hjælpe mig ift. at forstå og håndtere dette?  (Dette kan fx være nærmeste leder eller en kollega, der kan hjælpe med at legitimere mig som ledende i opgaven).   
  • Hvilke formelle og uformelle mandater har jeg brug for at forhandle hjem for at lykkes i opgaven? 
  • Hvor kan jeg hente sparring og hjælp til opgaven, når jeg bliver i tvivl om den gode vej frem eller når noget bliver bøvlet? 

Åbn øjne og ører - og vær dér, hvor det sker  

Når du gerne vil skabe stærke professionelle relationer, er du nødt til at koble dig på dine samarbejdspartneres overbevisninger for at kunne drøfte det, der (måske) skal forandres. Som en chefkonsulent i et ledelsessekretariat sagde på et af Komponents udviklingsforløb: 

-Jeg kan kun lave det gode udkast til en proces, hvis jeg ved, hvad der er på spil for de aktører, der er involveret i opgaven. Derfor er jeg nødt til at lytte på dem og bruge det, de fortæller mig. 

Derfor anbefaler Elisabeth Plum (hende med de tykke og tynde relationer) også, at du i relationen til andre minder dig selv om følgende:  

  • Vær åben og lyt til forskellige perspektiver, erfaringer og antagelser, især hvis de adskiller sig fra din egen. 
  • Stil flere spørgsmål, end du giver svar. 
  • Hvis du har brug for noget bestemt, så hav præcise spørgsmål parat.  
  • I behøver ikke være enige – kun om at ville tale sammen. 
  • Spil ikke verdensmester, men fortæl også om det, der ikke lykkes for dig.  
  • Gå altid ud af en samtale med en konstruktiv tone, og hold, hvad du lover.  
     

Alt dette forudsætter, at du er tilgængelig for dine samarbejdspartnere. At de møder dig på gangen, at du kigger forbi til en kop kaffe mellem møder, at du forstår at involvere og bringe dig selv i spil. Det kræver mod og vilje af dig som konsulent. Og det er langt fra let.  

Dyrk de relationelle aspekter af dine arbejdsopgaver – og brug dine kolleger 

-Da det gik op for mig, at jeg kun kunne lykkes med mine opgaver, hvis jeg arbejdede relationelt, prioriterede jeg min tid på en ny måde, sagde Cecilie, en deltager på et læringsforløb for interne konsulenter i en kommune i Nordsjælland.  

Indsigten havde Cecilie ikke fået på en af de fælles læringsdage, men flere år forinden. Det interessante i denne sammenhæng er, at mange af Cecilies kolleger ikke forstod, hvad hun mente. De spurgte ind, tænkte højt og flere blev også lidt provokerede af hendes måde at forstå sin rolle på. Det var tankevækkende, at denne flok interne konsulenter, der ser hinanden på kontoret på daglig basis, ikke tidligere havde talt om deres forskellige tilgang til deres relationsarbejde.  

For som Michala Schnoor og Morten Jack skriver i  ”Den interne konsulent” (2019): -at skabe gode samarbejdsrelationer – og afstemme forventninger omkring roller, ansvar og måden at samarbejde på – er en vedvarende opgave, (side 50). 

Med andre ord; når du gerne vil lykkes som intern konsulent, er du nødt til at forholde dig til de relationelle aspekter af dit job. Og du kan blive klogere på, hvordan man kan gribe denne opgave an ved at tale med dine kolleger om deres tilgang. Tal med hinanden om, hvornår det er klogt at række ud, hvordan man bedst får fat på dem, der er svære at få fat i, og hvilke præferencer jeres samarbejdspartnere har ift. involvering og dialog. Er det fx bedst at ringe, maile eller noget tredje?  

En fælles øvebane

Tænk på det som en fælles øvebane, hvor I løbende udvikler jeres relationelle kompetencer. For en vigtig tilføjelse er her, at du aldrig vil kunne læne dig tilbage i stolen, og tænke ”Så fik jeg styr på relationerne”. At arbejde relationelt er et aspekt af arbejdsopgaverne, som man ikke kan tale om at blive færdig med.  

Se dig bare omkring; tænk på dem i dit arbejdsliv, der lykkes godt. Hvad kendetegner deres arbejde med menneskene omkring dem? Hvordan evner de at bringe deres samarbejdspartnere godt i spil? Der er helt sikkert læring og inspiration at hente her, hvis du zoomer ind.  

God fornøjelse og god arbejdslyst! 

Relationer

Vil du vide mere?

Kom på Masterclass i ledelse for konsulenter og få et sprog for, hvordan du kan forstå og bedrive ledelse i rollen som intern konsulent. Centrale emner er afstemthed, reationer og positionering.

Kom med, når vi mødes hos Demokratigaragen, og bliv klogere på, hvordan du kan skabe endnu mere værdi i rollen som intern konsulent. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

Rikke Liv Holst
Chefkonsulent
Rikke Liv Holst
Billede af AMHB
Chefkonsulent
Anne Mette Holme Bertelsen