#1 Hvad handlede dit speciale om, og hvorfor valgte du netop det emne?
Da vi gik i gang med specialemodulet, var jeg virkelig søgende efter den gode ide til specialet. Jeg stod på det tidspunkt ikke med noget oplagt stort ”wicked problem”, og det gik mig lidt på, for med specialets volumen og den dertil hørende arbejdsmængde havde jeg et stort ønske om at arbejde med noget betydningsfuldt for både mig og organisationen.
Halvvejs i efteråret dumpede ideen lige ned i skødet på mig, da jeg grundet en omstrukturering i ledelsesteamet overtog ledelsen af endnu et team af medarbejdere. Jeg stod dermed med ansvaret for to velfungerende enheder – en udskolingsafdeling og et 10. klassecenter. Begge enheder med stærke kulturer og høj faglighed, men også med forskellige måder at forstå samarbejde, selvstyring og opgaveløsning på.
Det interessante – og udfordrende – er, at der ikke er tale om noget, der ikke fungerer. Tværtimod fungerer begge enheder enormt godt hver for sig. Udfordringen opstår i mødet mellem dem, hvor forskellighederne potentielt kan skabe afstand, usikkerhed og til tider en oplevelse af “os og dem”.
Jeg var optaget af, hvordan jeg som leder kan skabe en mere fælles retning og sammensmelte kulturerne lidt mere uden at udviske de styrker, der netop gør de enkelte teams så velfungerende.
#2 Hvordan relaterer dit speciale sig til din rolle eller erfaring som leder i den offentlige sektor?
Specialet er tæt koblet til min daglige praksis som leder, da det tager afsæt i en konkret organisatorisk situation og i de spændinger, der opstår, når forskellige faglige kulturer og forståelser mødes.
I en offentlig kontekst, hvor opgaverne ofte er komplekse og ikke altid kan standardiseres, oplever jeg, at ledelse i høj grad handler om at skabe sammenhæng på tværs – uden at fjerne den faglige diversitet.
Specialet har givet mig et sprog for det arbejde og en større forståelse for, hvad der er på spil, når vi som organisation laver forandringer og forsøger at skabe fælles retning.
#3 Hvordan har arbejdet med specialet påvirket din måde at tænke ledelse på?
Kunsten i et speciale (og i de andre opgaver vi har lavet på studiet) har været at træde et skridt tilbage fra hverdagens virkelighed, hvor man kan betragte ens organisation og lederrolle med nysgerrige og kritiske øjne. En sund proces, som man i det daglige ikke altid har tid eller overskud til.
Det har ændret mit blik fra at lede efter løsninger til i højere grad at kunne stå i kompleksitet. Tidligere kunne jeg have en tendens til at tænke i, hvordan vi fandt “den rigtige måde” at gøre tingene på. I dag ser jeg i højere grad de spændinger, der er indlejret i organisationen, som noget, der ikke nødvendigvis skal løses, men som skal ledes.
Jeg er blevet mere opmærksom på, at forskellige perspektiver ofte er udtryk for forskellige måder at give mening til opgaven på – og at min opgave som leder er at skabe forbindelser mellem dem.
>>> artiklen fortsætter længere nede.