Samarbejdet i kommunalbestyrelsen handler om jeres indbyrdes tillid og relationer til hinanden samt villigheden til at tage hensyn til forskellige interesser. At arbejde aktivt med samarbejdet på tværs af byrådet giver fremdrift, understøtter jeres resultatskabelse og vække tillid blandt borgerne.
Det kan være svært som enkeltmedlem at dagsordenssætte en drøftelse af samarbejdet og det relationelle. Komponent hjælper med afsæt i velafprøvede metoder.
Hvornår og hvorfor I arbejder med samarbejdet er ikke så vigtigt. Nogle byråd tager drøftelsen oven på en svær konstituering for at komme godt fra start, andre for at forebygge et skred i den forkerte retning. Endelig løber nogle byråd ind i udfordringer undervejs i valgperioden og får behov for at rette op på en uhensigtsmæssig debatkultur.
Hvad får I ud af forløbet
I et skræddersyet format arbejder vi med de dele af samarbejdet, som I har behov for. Det kan handle om professionel uenighedskultur, samarbejdet med forvaltningen, tonen mellem jer, herunder på de sociale medier, blik for forskellige politikerroller osv.
Formen kan være inspirationsoplæg, interview, evaluering, temamøde, sparring eller lign., og resultatet kan udmønte sig i nyt eller revideret kodeks for samarbejde, revision af delegationsplan eller præcisering af interne vejledninger om mødeledelse.
At få et eksternt blik på jeres samarbejdsrelationer kan være fornuftigt for at komme ud af valgkamp og ind i arbejdsfællesskab med fokus på politiske prioriteringer, fremdrift og udvikling på tværs af partiinteresser.
Tilrettelæggelse
Forløbet gennemføres af Komponents konsulenter fra politikerområdet evt. i samarbejde med tidl. kommunaldirektører. Vi ved, hvad der er på spil for politikere og administration og har praksiserfaring fra adskillige forløb med byråd, ligesom vi inddrager ny viden om politisk ledelse fra bl.a. KL og Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse.