Nyt gratis digitalt forløb fra DemTech Group klæder alle, der er en del af valghandlingen, på til at forstå og håndtere valgsikkerhed.
Udgivet den 17-10-2022

Valg og selve valghandlingen er kernen i vores danske demokrati. Hackere kan svække tilliden til valghandlingen, og en række hændelser fra udlandet viser, at der er aktører, som har interesse i at angribe demokratiske valg. Hvis valget bliver ramt af frygt for snyd eller manipulation, skader det ikke blot demokratiet - det skader hele troen på den demokratiske tankegang.

I Danmark er vi blandt de lande, der ofte hyldes som verdensmester i det man kalder valgintegritet, og det skal bevares – også i forbindelse med det kommende folketingsvalg. Netop integritet i valget kan ses som kvaliteten af, at borgerne i Danmark har en følelse af ærlighed, sandfærdighed og gennemsigtighed i det danske demokrati.

Derfor lancerer Komponent og DemTech Group nu et gratis forløb til alle kommuner, målrettet alle der arbejder med valget, ikke kun dem der arbejder med valgteknikken. DemTech Groups e-læringsforløb viser, hvordan cyberangreb eller blot misinformation om valghandlingen håndteres.

Valgsikkerhed handler om langt mere end teknologi – det handler i lige så høj grad om processer og mennesker. Forløbet kan derfor forberede dig som fx valgsekretær eller valgtilforordnede i kommunerne på din rolle, hvis der skulle opstå udfordringer på valgdagen den 1. november 2022.

Du kan gennemføre forløbet, når det passer dig, og tage stilling til spørgsmål om f.eks.:

  • Hvad cybersikkerhed er i forbindelse med valghandlingen
  • Hvad et ‘man in the middle –angreb' er
  • Hvordan social engineering kan påvirke et valg

I forløbet bliver du dels introduceret til en kort quiz om sikkerheden, dels korte videoer, der tager under 2 minutter, og endelig får du mulighed for at teste din viden til allersidst. Alt i alt tager kurset ca. 20 minutter. Du kan tage det, når det passer dig, og holde alle de pauser, du har brug for undervejs. Du må også gerne se videoerne flere gange – og vente med at tage quizzen til du føler dig klar.

Bag det gratis e-læringsforløb står DemTech Group, professor Carsten Schürmann fra IT Universitetet,  programmør og underviser Rósa María Sigurbjörnsdóttir og Lisa Hartmann Jensen, chefkonsulent indenfor IT-sikkerhed i Københavns Kommune.

DemTech Group er et konsulentfirma, som har arbejdet med valgsikkerhed i Danmark og udlandet igennem mange år. Deres online e-læringsportal valgsikkerhed.dk blev udviklet og testet i tæt samarbejde med Københavns Kommune og er målrettet digitale valgsekretærer.

E-læringsforløbet er gratis. Data, som forløbet indsamler, bliver brugt i anonymiseret form til at evaluere på kursets virkning, og endelig vil forskere på IT Universitetet også lave akademiske artikler om forløbet.

Læs mere Læs mindre
Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Er du blevet nysgerrig på, hvordan Komponent kan hjælpe dig, eller vil du have mere information? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

 

Få adgang til forløbet

På valgsikkerhed.dk kan du oprette en ny profil. Derefter får du adgang til til e-læringsforløbet, som består af en quiz, korte videoer og mulighed for at teste din viden. Alt i alt tager forløbet 20 minutter at gennemføre. 

Læs mere Læs mindre

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

MN
Chefkonsulent
Martin Nielsen
Kalle Syberg Kjær
Centerchef
Kalle Syberg Kjær