Morsø Kommune er i samarbejde med Komponent lykkedes med at reducere udgifterne på det specialiserede socialområde for voksne. Kommunen har bl.a. nedbragt antallet af borgere, der får støtte i eget hjem og i midlertidige botilbud.
Udgivet den 22-02-2022

Morsø Kommune har gennem flere år haft stigende udgifter til det specialiserede socialområde. Derfor besluttede kommunen for et par år siden at indlede et samarbejde med Komponent med henblik på at vende udviklingen.

”Vi er en lille kommune med begrænsede kræfter, så det stod hurtigt klar for os, at vi havde behov for ekstern hjælp og nogle andre øjne. Med Komponent fandt vi en samarbejdspartner, der har forstand på både det økonomiske aspekt og fagligheden. Det gav en tryghed i hele organisationen – fra topledelse til medarbejdere. Vi er blevet tilpas udfordret med respekt for det faglige”, forklarer Henrik R. Christensen, direktør i Social, Sundhed og Beskæftigelse i Morsø Kommune.

Faglig praksis i centrum

Kommunen har i samarbejde med Komponent bl.a. fokuseret på at omlægge den faglige praksis og styring af området – inklusive tilpasning af praksis på beskæftigelsesområdet, der er et væsentligt element i at nedbringe udgifterne på det specialiserede socialområde.

Det betyder, at fokus primært har været på at skabe et styringsoverblik, forbedre den faglige praksis og tilgang til borgerne samt udvikle handleplaner i forhold til organisatoriske og tværgående forhold.

”Vi har fået et godt styringsoverblik, og vi har fået ændret kulturen på hele området. Vi havde det, man kan kalde for et udvidet omsorgsperspektiv. Vi bar måske nogle af borgerne lidt for længe i stedet for at lære dem at gå”, forklarer Henrik R. Christensen og uddyber:

”Derfor har vi også arbejdet med kulturen i relation til den faglige praksis samt vores visitationspraksis. Vi forsøger hele tiden at forholde os til, hvad vi gør, og om vi gør for meget i forhold til, hvad vi bør. Vi investerede bl.a. i ekstra manpower på visitationsområdet, så vi kunne vende hver en sten i forhold til de handlinger, der var påkrævet.”

Organisationen skal med

Samtidig har det ifølge Henrik R. Christensen været vigtigt hele tiden at have det politiske niveau med ombord og forberede hele organisationen på, hvad der skulle ske.

”Det har været vigtigt at gøre vores organisation, der jo hver dag leverer et fagligt arbejde og en indsats, som vi er stolte af, klar til at blive kigget over skulderen og måske opdage nogle ting, som gør lidt ondt. For det er også en del af det her”, siger han.

Gode resultater

Samarbejdet med Komponent blev sat i søen for et par år siden, og ifølge Henrik R. Christensen er kommunen nu begyndt at høste resultaterne. Derfor er det en tilfreds direktør, der kan konstatere, at:

  • Antallet af borgere i paragraf 85-tilbud er faldet med 48 pct.
  • Antallet af borgere i midlertidige botilbud er faldet med 23 pct.
  • Antallet af borgere på dagtilbud er faldet med 18 pct.

Alle de borgere, der er blevet sat ned i ydelse eller taget ud af et tilbud som følge af indsatsen, har været genstand for en individuel revisitation med stor fokus på inddragelse af borgerne og ordentlighed.

”Det har været en stor øvelse at adskille sagerne. Hvis en borger havde en indsats i jobcenteret, så var det dem, der skulle sikre hjælp til borgeren i forhold til det, han eller hun havde behov for. Det er kun i sjældne tilfælde, at borgere også har en samtidig indsats fra det specialiserede socialområde. Vi har fjernet dobbeltindsatser. Der er stort set ingen borgere, der har oplevet så stort tab, at de har klaget over afgørelsen”, siger Henrik R. Christensen.

Inddragelse er alfa og omega

Henrik R. Christensen er selvfølgelig stolt af sin organisation og resultatet. Han er ikke i tvivl om, at politisk tålmodighed og en stor grad af inddragelse er nøglerne til succesen.

”Vi har i hele ledergruppen på området været tæt på processen og fået ejerskab. Vi har haft massivt ledelsesmæssigt fokus - fra gruppeledere, afdelingsleder til chefer og direktør. Samtidig har vi inddraget medarbejdere i processen. Vi har fx haft seminarer, hvor medarbejdere var inviteret ind for at tale om udfordringer og løsninger. Der har været en bred enighed om den forandring, vi skulle igennem”, forklarer han.

Det rette niveau

Når Henrik R. Christensen kigger fremad, håber han, at tallene viser, at Morsø Kommune nu har ramt det rigtige niveau i forhold til, hvad den giver af indsatser og tilbud.

”Jeg håber, at vi fremadrettet ligger flot i de forskellige benchmark. Så kan vi forhåbentlig sige, at vi gør, hvad vi kan i forhold til at tilpasse vores tilbud, så borgerne stadig får nogle fornuftige forløb, og vi samtidig kun bruger de penge, vi skal”, siger han.  

Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Vil du vide mere om, hvordan vi har løst denne opgave? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Du kan også ringe på vores hovednummer 8779 6300 eller skrive til hej@komponent.dk. Så sørger vi for, at din henvendelse lander det rigtige sted, og du hører straks fra os.

MAKU
Chefkonsulent
Maibritt Kuszon