Træn beredskabet, før det gælder
Når en større hændelse rammer, skal krisestaben hurtigt kunne skabe overblik, prioritere ressourcer, koordinere på tværs og omsætte information til beslutninger og handling. Det er her, beredskabsplanen skal stå sin prøve. For selv med klare roller og procedurer kan der opstå tvivl om ansvar, prioriteringer og samarbejde, når situationen udvikler sig hurtigt, og flere dele af kommunen er under pres samtidig.
Derfor er det afgørende, at de mennesker, der skal løse opgaven sammen, også har trænet den sammen.
På dette kursus arbejder kommunens ledelse og krisestab med deres egen kriseorganisation gennem konkrete metoder og scenariebaseret træning. I afprøver roller, samarbejde og arbejdsformer under pres og får et konkret billede af, hvad der fungerer, og hvor der er behov for at justere.
Erfaringerne fra træningen omsættes til konkrete forbedringspunkter, som kan styrke kommunens kriseorganisation og danne afsæt for den videre træning og øvelse.
Kommunens kriseberedskab og de ledere og nøglepersoner, der har en central rolle i kriseorganisationen.
Det får I ud af kurset
Klarere roller og samarbejde
I får en fælles forståelse af roller, ansvar og arbejdsdeling under en hændelse. Det gælder både internt i krisestaben og i samspillet mellem ledelse og fagområder.
Mere struktur i beslutningerne
I får en fælles arbejdsform til at skabe situationsbillede, gennemføre stabsmøder og omsætte information til beslutninger og handling.
Stærkere prioritering og koordinering
I får erfaring med at prioritere ressourcer og kritiske funktioner, når flere områder er under pres samtidig .
Konkrete forbedringer af beredskabet
I får blik for, hvad der fungerer i jeres kriseorganisation, og hvor der er behov for at justere. Erfaringer omsættes til konkrete forbedringspunkter.
En dag med træning i jeres egen kriseorganisation
En stor del af kursusdagen består af scenariebaseret træning. Undervejs udvikler situationen sig, nye informationer kommer til, og krisestaben skal løbende vurdere, prioritere og reagere.
I skal blandt andet skabe et fælles situationsbillede, træffe beslutninger, fordele ansvar, prioritere ressourcer og håndtere nye eskalationer.
Scenariet tilpasses jeres organisation og kan fx tage afsæt i længerevarende strømsvigt kombineret med tele- og it-problemer, ekstremt vejr eller andre hændelser, der påvirker flere kommunale fagområder samtidig.
Kurset kan suppleres med en opfølgende tabletop- eller stabsøvelse, hvor I arbejder videre med de identificerede forbedringspunkter. Vi arbejder med hændelser, der varer fra få timer og dage til flere uger og måneder.
Efter dagen kan I
✓ Træde tydeligere ind i jeres roller og ansvar, når krisestaben aktiveres.
✓ Skabe et fælles situationsbillede og bruge det som grundlag for beslutninger.
✓ Fordele ansvar, prioritere opgaver og følge systematisk op.
✓ Prioritere ressourcer og kritiske funktioner, når flere områder er under pres.
✓ Koordinere arbejdet og kommunikationen på tværs af krisestab og fagområder.
✓ Evaluere øvelser og hændelser og omsætte erfaringerne til konkrete forbedringer.
Hvem er kurset for?
Kurset er for kommunens krisestab og de ledere og nøglepersoner, der har en central rolle i kriseorganisationen.
Den største værdi opstår, når kurset gennemføres af den gruppe, der også skal arbejde sammen under en virkelig hændelse. Træningen tager dermed afsæt i jeres konkrete organisering, roller og samarbejde – ikke i en tænkt krisestab.
Dine undervisere er
Kontorchef Anders Christian Dyhr KL, acd@kl.dk, telefon: 3170 3508
Konsulent Mie Mester KL, miem@kl.dk, telefon: 3370 3159
Chefkonsulent Jesper Hosbond Jensen Komponent, jeho@komponent.dk, telefon: 2058 5018
En del af Kommunalt beredskab i praksis
Når større hændelser rammer, bliver kommunens evne til at holde sammen på drift, beslutninger og samarbejde afgørende. Beredskab handler derfor om mere end planer og procedurer. Det handler om, at organisationen kan handle samlet, når presset stiger, og hverdagen ikke længere følger det normale mønster.
Kommunalt beredskab i praksis samler kurser og forløb, der styrker kommunernes evne til at forebygge, håndtere og lære af større hændelser på tværs af roller, fagligheder og organisatoriske niveauer.