Formål
Kunstig intelligens er ikke længere noget, der “kommer” – det er noget, der allerede påvirker kommunernes arbejdsgange, borgernes forventninger og kravene til administrationens kvalitet og effektivitet. Dette modul giver dig et sikkert, praksisnært og lovmedholdeligt afsæt til at forstå, vurdere og anvende AI i en kommunal kontekst.
Du får en grundlæggende forståelse af generativ AI, overblik over de vigtigste lovgivningsmæssige rammer og konkrete færdigheder til at bruge AI i din egen hverdag – fra prompting og prototyper til organisatorisk implementering, etik og forankring.
Samtidig arbejder vi løbende med AI-værktøjer så som store sprogmodeller som en integreret del af undervisningen: Både som redskab i dit kommunale arbejde – og som “studiemakker”, der kan støtte refleksion, læring, idéudvikling og opgaveskrivning undervejs.
Det får du ud af modulet
Efter modulet kan du:
- forstå centrale AI-begreber (maskinlæring, generativ AI) og deres betydning i kommuner
- navigere i AI-lovgivning (EU/DK) og omsætte den til kommunal praksis
- formulere og forbedre prompts, så du får brugbare svar og resultater
- designe en AI-assistent (fx agenter i Copilot eller customGPT) til konkrete kommunale opgaver
- vurdere muligheder og begrænsninger ved AI i administrative arbejdsgange
- arbejde med etik, bias, gennemsigtighed og ansvarlig anvendelse
- bidrage til implementering og forankring af AI-tiltag i egen organisation
Modulets opbygning (fra forståelse → færdigheder → forankring)
Modulet er bygget som en progression, hvor du hele tiden kobler AI til din egen kommunale praksis.
Undervisningsgang 1: AI, kommunal hverdag og udviklingstendenser
- Hvad er AI og generativ AI – og hvordan kan det bruges i en kommunal praksis?
- Udviklingstendenser i den offentlige sektor (automatisering, data, digital inklusion)
- Fælleskommunal digitaliseringsstrategi, taskforce-målbillede og kommunale strategier
- Digital forestillingsevne: At kunne se nye løsninger i egen hverdag
Undervisningsgang 2: Prompting, assistenter og prototyping (hands-on)
- Prompting: Hvordan skriver man prompts, der giver værdi?
- Assistent- og agentdesign (fx agenter i Copilot eller customGPT)
- Prototyping som metode: Fra idé til testbar løsning
- Arbejde med cases fra egen arbejdsplads
Læringsgruppedag: afprøvning hjemme i organisationen
Deltagerne planlægger og gennemfører en “aktion” hjemme, hvor prototyper præsenteres og afprøves i praksis.
Fokus er på læring og observation:
- Modtagelse, barrierer, modstand og muligheder
- Hvad skaber mening i hverdagen – og hvad gør ikke?
Undervisningsgang 3: Forandring, implementering og kritisk sans
- Meningsskabelse og organisatorisk oversættelse af ny teknologi
- Forandringsteori og digital modenhed
- Kritisk metodetænkning: Hvornår er indholdet troværdigt – og hvornår bør vi være skeptiske?
- Effektivisering vs. styrket kvalitet og faglighed
Undervisningsgang 4: Etik, forankring og relationer
- Etiske perspektiver på AI i kommunen
- Bias, gennemsigtighed og ansvar
- Forankring og bedre implementering af ny teknologi
- Samspil med borgere og kollegaer: Tillid og kvalitet
Undervisningsform, AI som læringsredskab og forberedelse
Undervisningen veksler mellem oplæg, dialog, øvelser og praksisnær prototyping. Du arbejder i læringsgrupper, og AI-værktøjer indgår løbende i undervisningen – både som fagligt redskab og som aktiv støtte til din læring undervejs (fx idéudvikling, refleksion, kvalificering af cases og opgavearbejde).
Mellem undervisningsgangene vil der være forberedelse i form af fx:
- Kortere læsning
- Videoer og/eller podcasts
- Små praksisopgaver koblet til egen arbejdsplads
Eksamen
Modulet afsluttes med en 24-timers skriftlig opgave.
Modulet er relevant for medarbejdere og nøglepersoner i kommuner, der arbejder med fx administration, sagsbehandling, udvikling, digitalisering, kommunikation, HR, borgerservice eller stabsfunktioner, som vil lære at bruge AI ansvarligt og praksisnært og forstå, hvordan de selv kan blive skabende aktører i en fremtidig kommune, hvor AI spiller en afgørende rolle for organisationen og borgerne.