Borgernes behov følger sjældent det kommunale organisationsdiagram. Tværgående opgaver har en tendens til at gå i stå. Det kan være fordi ansvaret er uklart, men det kan også være fordi de mister retning, når fagligheder arbejder ud fra forskellige forståelser af problemet, når beslutninger og timing ikke hænger sammen, eller når opgaven forsvinder mellem møder, drift og nye dagsordener.
Selv et velfungerende samarbejde kan ende med blot at koordinere kendte bidrag frem for at udvikle en løsning, der faktisk går på tværs.
På webinaret arbejder vi med tre greb til det tværgående ledelsesarbejde.
- Det første er at arbejde systematisk: At holde opgaven levende, vende tilbage til den og skabe en tydelig rytme for beslutninger, handling og opfølgning.
- Det andet er at arbejde koordineret: At få forskellige problemforståelser, faglige bidrag, roller, ansvar, timing og næste skridt til at hænge sammen.
- Det tredje er at arbejde kollaborativt: At bruge forskellene mellem fagligheder og positioner til at undersøge opgaven fra flere sider, udfordre de første løsninger og udvikle nye muligheder sammen.
Det handler om at kunne holde fast i en fælles opgave, mens forståelsen af den udvikler sig, og om løbende at kunne justere, hvem der skal bidrage med hvad, hvornår og hvordan.
Du får en skarpere diagnose af, hvor samarbejdet har brug for styrkelse, konkrete spørgsmål til den næste tværgående samtale og et første bud på, hvordan opgaven kan fastholdes, afstemmes og bringes videre i fælles handling.
Webinaret er relevant for ledere, der arbejder på tværs af fagligheder, ledelseslag, organisatoriske grænser eller med eksterne samarbejdspartnere.
Webinaret varer tre kvarter og afholdes online. Når du tilmelder dig, modtager du en bekræftelse. Vi sender link til webinaret umiddelbart inden afholdelse.