Ro omkring sit valg og den rejse, hun skal ud på, og en klar bevidsthed om, at ledelse er noget, man lærer hen ad vejen. Det var noget af det, Pia Koch Larsen fra Fredericia Kommune tog med sig fra sit lederafklaringsforløb hos Komponent.
Udgivet den 17-06-2021

Da Pia Koch Larsen, der er socialrådgiver ved KompetenceCenter for døve og døvblinde i Fredericia Kommune, blev spurgt, om hun kunne tænke sig at gå ledervejen, var hendes første svar en klar afvisning. Alligevel satte spørgsmålet nogle tanker i gang, for hvorfor var det lige, at hun sagde nej?

– For mig handlede det helt sikkert meget om mine egne fordomme og om min egen usikkerhed. Spørgsmålet satte gang i mange refleksioner, og jeg fandt ud af, at jeg faktisk har en stor motivation i forhold til at være med til fortsat at skabe nogle gode rammer for de fantastisk dygtige pædagoger, vi har ansat her på centret. Derfor sagde jeg ja tak til at tage med på et lederafklaringsforløb, hvor jeg fik mulighed for at tale om rigtig meget om ledelse og blive mere klar på, hvor jeg kan bidrage ind i lederrollen, siger Pia Koch Larsen.

Ledelse kommer i mange afskygninger – og er noget, man lærer

På lederafklaringsforløbet mødte hun kommunale kollegaer fra mange forskellige faggrupper, der alle havde det til fælles, at de var ved at finde ud af, om ledelse var noget for dem. Og netop de gode snakke var noget af det ved forløbet, der gav hende et stort udbytte. 

– Selvom vi kom fra forskellige fagområder, havde vi det tilfælles, at vi alle skulle ind og snuse til, hvad ledelse er for en størrelse. Derfor sad vi også med nogle af de samme overvejelser og de samme dilemmaer, samtidig med at vi jo kunne se, at ledere kommer i mange forskellige afskygninger, fordi det handler så meget om personlighed, siger Pia Koch Larsen og fortsætter:

– På forløbet fik vi skabt et trygt rum, hvor vi kunne drøfte nogle af de tanker, vi hver især har omkring ledelse og om vores egne ledere. I det øjeblik, jeg siger ja til at tage med på et forløb som det her, ændrer mit syn på ledelse sig jo, og jeg bliver nysgerrig på, hvorfor min egen leder gør, som hun gør. Og der var det rart at have nogen at dele det med.

I løbet af afklaringsforløbet blev Pia Koch Larsen tilbudt en lederstilling, som hun tiltræder midt i juli.

– Noget af det, jeg virkelig har taget med mig fra forløbet, er det her med, at ledelse ikke er noget, man læser sig til, en leder er noget, man bliver hen ad vejen. På den måde ser jeg det meget som en rejse, jeg skal ud på, hvor jeg skal se mit arbejde og mine kollegaer i et nyt perspektiv og lære mig selv at kende i en ny funktion. Der har afklaringsforløbet helt klart været med til at give mig en ro i forhold til mit valg om at gå ledervejen, siger Pia Koch Larsen.

Læs mere Læs mindre
Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Vil du vide mere om, hvordan vi har løst denne opgave? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Du kan også ringe på vores hovednummer 8779 6300 eller skrive til hej@komponent.dk. Så sørger vi for, at din henvendelse lander det rigtige sted, og du hører straks fra os.

Hanne Lykke
Chefkonsulent
Hanne Lykke