Tvangsanbringelser, akutanbringelser og tvangsadoptioner. Det er de allermest alvorlige sager, der ender på børne- og ungeudvalgets bord. Udvalget skal træffe juridisk bindende afgørelser i helt konkrete og meget følsomme sager, og dermed adskiller deres opgaver sig markant fra opgaven i alle de andre politiske udvalg.
- Der hviler et kæmpestort ansvar på udvalgsmedlemmerne. De skal kende lovgivningen, fagtermerne og de handlemuligheder, de har. Og så skal de kunne stille krav til jurister, psykologer og embedsmænd, så de får det rette grundlag at tage beslutninger på, siger Sanne Møller. Hun har bl.a. en fortid som chefjurist i Københavns Kommunes socialforvaltning. I dag er hun partner i firmaet Embedsværket og underviser på Komponents kursus for politikere i de kommunale børne- og ungeudvalg. Et kursus, hvor embedsmændene også er velkomne:
- Nogle politikere tager deres forvaltningschef med - andre tager psykologer, sagsbehandlere og protokolfører med. Det er de rigtig glade for, fordi de så hører det samme, og hele holdet kommer hjem og vil noget nyt, forklarer Sanne Møller.
Samarbejdet kan ofte blive bedre
Ifølge Sanne Møller er der stor forskel på, hvordan samarbejdet mellem forvaltning og børne- og ungeudvalget fungerer rundt om i kommunerne. Hun arbejder med at give politikerne redskaber til at stille de rigtige spørgsmål til forvaltningen, så samarbejdet bliver styrket til gavn for begge parter.
- Udvalgsmedlemmerne bør sætte sig sammen med deres forvaltning og aftale, hvordan det helt lavpraktiske samarbejde skal forløbe. Hvor god tid skal de have til at sætte sig ind i sagerne? Og hvordan er sagerne udformet? Nogle forvaltninger laver indstillinger på flere hundrede sider. Men hvordan sikre man en faglig tilskæring, uden at for meget skæres fra? Det kræver et tæt og fortroligt samarbejde mellem udvalg og forvaltning at få styr på den slags. Og det kræver, at man tør at tale med hinanden løbende, siger Sanne Møller.
Får vi sager nok at se?
Nogle politikere i børne- og ungeudvalget er i tvivl om, hvorvidt de får sager nok at se. De følger stort set altid forvaltningens indstilling om anbringelse, fordi de sager, de får forelagt, er klokkeklare. Men måske burde de se nogle flere af de sager, der er på vippen?
- De ser typisk toppen af isbjerget, men der ligger jo ofte nogle sager lige nedenunder, hvor der kan være tvivl. Hvis udvalget ser dem, kan de være med til at sikre, at der ikke er nogen alvorlige sager, der bliver overset. Igen handler det om et tæt og tillidsfuldt samarbejde. Hvis man har en fortrolighed med forvaltningen, tør embedsmændene også at lægge sag op uden at være 110 procent sikre på, at sagen skal føre til en anbringelse. Det vil gavne retssikkerheden for de børn, der måske burde være blevet anbragt, men hvis sag aldrig når udvalget, forklarer Sanne Møller.
Fejl i akutte sager - formanden har særlig rolle
Generelt træffer børne- og ungeudvalgene juridisk korrekte beslutninger. 99 procent af ankesager om anbringelser bliver stadsfæstet i Ankestyrelsen. Men billedet er anderledes, når det gælder akutte anbringelser: Omkring halvdelen af de akutte sager bliver omgjort i Ankerstyrelsen - så det er her, rigtig mange fejl bliver lavet.
- Formanden har jo en særlig rolle, for hun skal træffe de aktuelle afgørelser. Hun kan blive ringet op klokken tre om natten og blive bedt om lynhurtigt at tage stilling til en alvorlig sag om akutanbringelse. Men hvornår er noget egentlig akut? Ofte glemmer forvaltningen for eksempel at partshøre barnet og forældrene umiddelbart ingen tvangsfjernelsen. Den slags skal formanden huske at spørge ind til, siger Sanne Møller.
Hvis du har lyst til at blive rustet til at kunne træffe de vanskelige afgørelser, der er kernen i arbejdet i Børne- og ungeudvalget, kan du lære mere og tilmelde dig næste kursus her.
