Den faglige stolthed øges, de studerende løser deres opgaver bedre og med større kvalitet, og de er bedre rustet til at løse nye opgaver. Det er hovedkonklusionerne i en ny undersøgelse af Kommunomuddannelsernes effekt og virkning.
Udgivet den 06-02-2022

Tre ud af fire kommunale og regionale medarbejdere, der har taget en kommunomuddannelse, oplever, at uddannelsen har givet dem større faglig stolthed og en mere tydelig faglig identitet. Det gælder både i løsningen af nuværende opgaver og i forhold til at se udviklings- og karrieremuligheder for sig selv.

Samtidig oplever lige så mange, at de løser opgaverne bedre og med højere kvalitet, mens fire ud af fem føler sig bedre rustet til at løse nye opgaver. De studerendes ledere oplever tilmed, at deres medarbejdere får en større forståelse for arbejdsopgaverne og helheden, og at de er mere proaktive og initiativrige. Det viser en ny undersøgelse af Kommunomuddannelsens virkning og effekt.

”Vi er selvfølgelig begejstrede for, at Kommunomuddannelserne virker efter hensigten. Den er en vigtig del af karriereudviklingen for mange administrative medarbejdere, og derfor har vi et særligt ansvar for, at den opleves som relevant for både de studerende, deres ledere og arbejdspladsen ”, siger Anne Marie Søland, som er centerchef i Komponent med ansvar for Kommunomuddannelserne på akademiniveau.

Ledere bør interessere sig mere for de studerendes resultater

Der er dog plads til forbedringer, når det kommer til ledernes interesse for, hvad de studerende lærer på uddannelsen. Selvom lederne selv udtrykker interesse for de studerendes uddannelse og projekter, oplever kun lige over halvdelen af de studerende, at deres ledere udviser interesse.

Eksempelvis er det kun et fåtal af de studerende, som får mulighed for at præsentere resultaterne af deres afgangsprojekt for kollegaer og ledere. Hele 42% af de studerende føler, at deres leder ikke har været tilstrækkeligt interesseret i projektet.

”Det er ærgerligt, for i afgangsprojekterne ligger der ofte meget værdifuld og brugbar viden, fordi de studerende har haft lejlighed til at arbejde med et emne over længere tid og med brug af flere forskellige metoder. Vi har masser af eksempler på, at afgangsprojekter – når de bliver brugt på arbejdspladsen efterfølgende – har skabt reelle forbedringer af praksis, som også er til gavn for borgerne”, fortæller Anne Marie Søland.

Hun håber, at lederne fremover vil fatte større interesse for de studerendes projekter og udvikling. Samtidig understreger hun, at Komponent vil se på, om centrale initiativer fra bl.a. undervisere og studievejledere kan hjælpe de studerende til at skabe en større interesse blandt kollegaer og ledere.

Større udbytte blandt homogene studiegrupper

Blandt undersøgelsens deltagere er 91 studerende på Sundhedskommunomuddannelsen, som målrettet direkte til lægesekretærer og administrativt personale på landets sygehuse.

Denne målgruppes vurdering af uddannelsens effekt og virkning ligger generelt højere end studerende på Kommunomuddannelsen. Hele 86% angiver, at de oplever større faglig stolthed efter endt uddannelse, og 53% af de studerende på Sundhedskommunomuddannelsen har præsenteret sit afgangsprojekt for kollegaer og ledelse.

Det giver følge centerchef Anne Marie Søland god mening:

"Deltagerne på Sundhedskommunomuddannelsen er alt andet lige mere homogene end studerende på Kommunomuddannelsen. Opgaverne og udfordringerne minder mere om hinanden, og derfor bliver det helt naturligt nemmere at videndele og lære fra hinanden."

Sammen med studievejlederne og Kompetencerådet for Offentlig Forvaltning, som rådgiver Komponent om videreudvikling af uddannelsen, vil man nu undersøge, om man kan bringe nogle af erfaringerne fra Sundhedskommunomuddannelsen ind i Kommunomuddannelsen. Faglinjer og tværgående studiegrupper organiseret efter fag og forvaltninger er blandt de muligheder, man vil se mere på, afslutter Anne Marie Søland.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen, som indgår i kvalitets- og udviklingsarbejdet på Kommunomuddannelserne, kortlægger de studerende og deres lederes oplevede udbytte af, at kommunale administrative medarbejdere og lægesekretærer tager efteruddannelse på hhv. Kommunom- og Sundhedskommunomuddannelsen.

Den er  er gennemført af analyse- og konsulentvirksomheden Moos-Bjerre for Komponent i efteråret 2021 og bygger på besvarelser fra 592 tidligere studerende og 118 ledere samt to fokusgruppeinterview og 15 personlige interview. Rapporten er færdiggjort i februar 2022.

Læs Executive Summary her

Om Kommunomuddannelsen

Kommunomuddannelsen er en kommunalfaglig videreuddannelse på akademiniveau målrettet administrative medarbejdere i kommuner og regioner, mens Sundhedskommunomuddannelsen er målrettet lægesekretær og administrativt personale på hospitaler og sygehuse. Uddannelserne udbydes af Komponent – Kommunernes Udviklingscenter, og i 2021 var der 2.100 studerende på Kommunomuddannelserne. Læs mere om Kommunomuddannelserne her

 

Læs mere Læs mindre
Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Er du blevet nysgerrig på, hvordan Komponent kan hjælpe dig, eller vil du have mere information? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

ABS
Specialkonsulent
Anna Solvej Bach Sørensen
THT
Chefkonsulent
Thøger Terp