Sundhedsreformen og Ældrereformen ændrer i disse år ved vilkår og muligheder for kommunernes politikudvikling. Ofte er der sat et eller to fagudvalg i spidsen for at sætte retning og komme med løsninger på de udfordringer og dilemmaer, der kan opstå, og tage stilling til den konkrete forandring af området i kommunen.
Som udvalgsformand har du en vigtig opgave med at lede møderne. Det er din formelle opgave. Men hvad sker der mellem møderne og i de længere processer? Hvad er din rolle og hvordan kan du varetage den skarpere og med større værdi for borgerne og udvalgsarbejdet – både formelt og uformelt?
Uanset om du er erfaren eller uerfaren vil du i de kommende fire år forventes at kunne stå på mål for udvalgets processer og beslutninger overfor borgerne – ofte efter aftale eller i samspil med borgmesteren og støttet af forvaltningen.
Det kan du nu få et rum til at drøfte og reflektere over sammen med andre udvalgsformænd og formandskaber. KL og Komponent er gået sammen om at etablere et sparringsrum, der giver dig og andre i samme situation mulighed for at udvikle dit bidrag til den politiske ledelse af ældreområdet, din egen praksis som møde- og procesleder og faglig inspiration til at tage med hjem og dele med udvalget.
Vi sætter spot på forandringerne af ældreområdet: Flere ældre og en større andel ældre, der har kroniske lidelser. Dette sætter i kombination med rekrutteringsudfordringer og mangel på medarbejdere ældreområdet under et hidtil uset og stigende pres. Ældreloven skal implementeres, og med den skal du og dit udvalg forholde jer til ny organisering, nye roller og ansvar. Udbredelse af velfærdsteknologi og øget samspil med civilsamfund og private aktører giver nye muligheder – men også et stort behov for at drøfte dilemmaer og etik og indgå i en ny dialog med borgerne om, hvad de kan forvente. Det kalder på gode politiske dialoger, processer og involvering af borgere, pårørende og lokale samarbejdspartnere.
Komponent og KL tilbyder et forløb, der giver dig:
- Et sparringsrum med andre udvalgsformænd og deres næstformænd på ældreområdet. Hvis I har flere udvalg i kommunen, der dækker området, er I også velkomne til at deltage flere udvalgsformænd – og jeres næstformænd.
- Dialog og erfaringsdeling: Engager dig i faciliterede drøftelser og lær nye metoder til mødeledelse, alt imens du udveksler erfaringer med formands-kollegaer fra andre kommuner.
- Faglig inspiration: Modtag værdifuld indsigt om ældreområdet fra KL, Komponent og andre eksperter og bidrag selv med konkrete eksempler fra din egen hverdag i det lokale fagudvalg.
- Lokalt fokus: Rig lejlighed til at reflektere og drøfte, hvad forandringerne betyder i netop din hjemkommune udvalgets lokale politiske ledelsesopgave, og hvordan du sammen med resten af kommunalbestyrelsen, dit udvalg og forvaltningen kan forberede jer på at håndtere både nuværende og fremtidige udfordringer.
- Vær medskaber af sparringsrummet! Som deltager vil du ikke blot være en del af et lærings- og udviklingsfællesskab, men også aktivt bidrage til udformningen af dagsordenen for hver session, så indholdet bliver relevant for netop jer, der deltager.
Er du udvalgsformand for et udvalg, der har med ældreområdet at gøre? Hvad enten, du er erfaren eller ny - så er du i målgruppen. Det er ikke vigtigt, om udvalget også har ansvar for andre områder eller hvad titlen på udvalget er.
Du kan også tage din næstformand med under armen – det gør kun det fælles formandskab stærkere. Som næstformand skal du dog have din formand med.
Det arbejder vi med
Dag 1: Ældreområdet i forandring
- Intro: Hvad driver dig og hvad er dit ledelsesrum? De mange opgaver i politisk ledelse.
- De juridiske rammer og de formelle krav til rollen udvalgsformand
- Tættere på politiske ledelse af ældreområdet: Tendenser og dilemmaer – hvad er det for et område?
- Ældrereform - hvad betyder den for den politiske ledelse? Hvad er jeres rolle og opgave?
- Frisættelse i udvalget – hvordan arbejder I godt sammen om at blive klar og komme godt igennem et frisat ældreområde? Og hvad kan du gøre for at hjælpe processen på vej?
- Så mange sager – så lidt tid – hvordan frisætter I jer selv i udvalget, så I får tid til at sætte retning for forandringerne lokalt?
- Næste gang
Dag 2: Politisk ledelse – når der er færre medarbejdere til flere ældre
- Siden sidst – erfaringer og refleksioner
- Arbejdskraft og mangel på medarbejdere – den største udfordring på ældreområdet
- Attraktive arbejdspladser og frisættelse af fagligheden – kan det bidrage til at gøre ældresektoren mere attraktiv for de arbejdssøgende? Og hvad bliver politikernes rolle på et ”frisat” område?
- Velfærdsteknologi som bidrag til en mere effektiv hverdag – og din rolle som udvalgsformand mellem borgere, forvaltning og medier.
- Selvvalgt emne
- Næste gang
Dag 3: Politisk ledelse i samspil med private og civilsamfund og øget involvering af borgerne
- Siden sidst – erfaringer og refleksioner
- Fælles om ældreområdet – øget samspil med private, civilsamfund og pårørende
- Borgernes stemme fylder mere – hvad betyder det for den politiske ledelse af forvaltning, pårørende og presse
- Fælles om ældreplejen og samspil med private, civilsamfund og pårørende
- Den uheldige sag – hvordan agerer du som udvalgsformand/ næstformand i spændet mellem borgere og medarbejdere?
- Selvvalgt emne og evaluering af forløbet