Som udvalgsformand er din formelle opgave at lede møderne. Men ofte er der også uformelle forventninger til, at du sikrer, at udvalget sætter retning, skaber fremdrift og opnår bred opbakning til beslutningerne. Derudover kan det forventes, at du står på mål for udvalgets processer og beslutninger overfor borgerne – i samarbejde med borgmesteren og støttet af forvaltningen.
Nu får du mulighed for at drøfte og reflektere over din rolle sammen med andre udvalgsformænd. I et nyt forløb tilbyder vi fagopdelte sparringsrum, hvor du kan udvikle dine kompetencer inden for politisk ledelse og få inspiration til, hvordan dit udvalg kan arbejde med tidens centrale tendenser og udfordringer på netop dit fagområde, fx på:
- Ældreområdet
- Børn og folkeskole
- Teknik, miljø og klima
- Socialområdet
- Beskæftigelse og erhverv
- Kultur og fritid
Kommunalpolitikere står over for store reformer og forandringer på mange områder. Det kræver gode politiske dialoger og processer samt involvering af borgere og interessenter. Uanset om dit udvalg arbejder med børn og unge, klima og miljø, socialområdet eller et andet felt, er der behov for at sætte retning og skabe handling i en tid med nye krav og muligheder og fx på sundhedsområdet, hvor rammerne for politik dannelse er under forandring.
Du får mulighed for at
- Sparre med andre udvalgsformænd inden for samme fagområde: Vi samler formænd, der arbejder med tilsvarende fagområder, så I kan dele erfaringer og finde fælles løsninger på de udfordringer, I møder.
- Udveksle erfaringer og få ny inspiration: Engager dig i faciliterede drøftelser og bliv introduceret til nye metoder og tilgange til mødeledelse og politiske processer.
- Modtage faglig inspiration: Få indsigt fra KL, eksperter og andre deltagere om centrale udviklingstendenser og konkrete eksempler på, hvordan fagudvalgene kan tackle aktuelle og fremtidige udfordringer.
- Arbejde med lokalt fokus: Drøft, hvad de faglige udfordringer betyder i din kommunes kontekst, og hvordan du og dit udvalg bedst kan forberede jer på at håndtere dem.
Som deltager er du med til at skabe rammerne for sparringsrummet. Du bidrager aktivt til dagsordenen, så indholdet bliver relevant og tilpasset dine og de andre deltageres behov.
Vær med til at skabe forandring, der rækker ud over valgperioden, og bidrag til udviklingen af nye, demokratiske processer og dialoger i dit udvalg.
Komponent og KL tilbyder i fællesskab et forløb, der styrker dig i rollen som udvalgsformand og giver dig konkrete redskaber til at skubbe på en udvikling af udvalgets arbejde. Uanset dit fagområde er der inspiration og sparring at hente til at løfte udvalgets arbejde til nye højder.