I løbet af efteråret har Komponents chefkonsulenter været i dialog med en række skolechefer over hele landet for at blive klogere på, hvilke udfordringer der fylder på skoleområdet netop nu. Her kan du få indsigt i, hvad der lige nu optager dine kolleger i de andre kommuner.
Udgivet den 08-03-2022

Stærkere faglig ledelse, styr på det tværfaglige samarbejde og en klog økonomiske model på inklusions- og specialundervisningsområdet. Det er nogle af de emner, der optager landets skolechefer lige nu, hvis man skal sammenfatte pointerne fra de samtaler, Komponent har haft med ca. 40 skole- og dagtilbudschefer i løbet af efteråret 2021.

– Skolecheferne peger på, at der er et behov for at styrke forvaltningerne i det, vi kalder en whole system approach, så vi får skabt en organisering, der styrker samarbejdet mellem alle de forskellige parter, som arbejder sammen om folkeskolens kerneopgave – elevernes læring og udvikling, siger Lisbeth Tarp Mouritzen, der er chefkonsulent på skole- og dagtilbudsområdet hos Komponent. Hun fortsætter:

–  Samtidig er det vigtigt, at skolelederne styrkes i den faglige ledelse og samtidig har kompetencerne til at gå forrest i en kulturforandring, der gør det naturligt at løfte blikket fra sin egen skole og engagere sig i relevante ledelsesfællesskaber. Det er en forudsætning for virkelig at lykkes med fælles indsatser.

Samarbejdet med PPR og økonomien er i fokus

Et andet tema, som skolecheferne peger på, er samarbejdet med PPR. Her nævner mange, at det kan være udfordrende at finde en fælles faglighed i det tværsektorielle samarbejde, og at de forskellige fagligheder nogle gange slår sig på hinanden i stedet for at løfte i samlet flok.

–  Ifølge skolecheferne kan det være en udfordring at få samarbejde på tværs af forvaltninger til at give resultater, der har effekt for børnene og deres familier. Mange kommuner er kommet langt på chefniveau, men ikke så langt på medarbejderniveau, siger Lisbeth Tarp Mouritzen.

Det tema, som samlet set optager skolecheferne allermest, er styrkelsen af de inkluderende læringsmiljøer, men fokus for arbejdet varierer. I nogle kommuner arbejdes der fokuseret med udvikling af mellemformer, mens andre har blik på visitationsprocesser, kvaliteten af de specialiserede tilbud eller ledelse.

– En konkret måde at understøtte både ledelse i praksis, ledelsesfællesskaberne og det tværfaglige samarbejde er at sikre, at tildelingsmodellen klogt understøtter den faglige retning, man ønsker at gå i. Mange kommuner arbejder med eller ønsker at være mere undersøgende på, hvordan økonomiske incitamenter kan understøtte et fagligt fokus på barnets behov, og hvordan man kan undgå en negativ effekt for barnet gennem brugen af økonomiske incitamenter, siger Rune Ahlmann, chefkonsulent på skole- og dagtilbudsområdet hos Komponent. Han forsætter:

– Nogle skolechefer er optagede af, om der er en tredje vej i forhold til den rene centrale eller decentrale model. En tredje vej, som i højere grad styrker samarbejdet, og hvor man sammen løfter opgaven i forhold til de sværeste sager. Men uanset tilgang, har vi oplevet en stærk generel interesse for, hvordan styringsmodellen kan være et redskab til at koordinere og styre på tværs af organisationen, men også i hele styringskæden.

Hovedpunkter fra vores snakke med skolechefer

  • Vi har brug for at styrke en whole system approach
  • Vi har brug for at give forvaltningerne kompetencerne til at forstå den faglighed, de skal understøtte.
  • Skoleledelserne skal klædes på til at kunne deltage i ledelsesfællesskaber
  • Skolelederne skal styrkes i at bedrive god skoleledelse tæt på praksis og i at give sparring på det pædagogisk-didaktiske arbejde.
  • Der er behov for bedre samarbejde på tværs af forvaltningerne
  • Der er behov for at styrke de inkluderende læringsmiljøer
  • Skolecheferne er nysgerrig på, hvordan skoletildelingsmodeller kan anvendes til koordinering og styring.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Du kan også ringe på vores hovednummer 8779 6300 eller skrive til hej@komponent.dk. Så sørger vi for, at din henvendelse lander det rigtige sted, og du hører straks fra os.

LTM
Chefkonsulent
Lisbeth Tarp Mouritzen
Rune Schack Ahlmann
Chefkonsulent
Rune Schack Ahlmann