Hvordan får man duoledelse til at fungere i praksis? Det spørgsmål satte Sarah Dyrup Mejding, leder på SundhedsCenter Tårnby, sig for at undersøge i forbindelse med specialeskrivning på Den Offentlige Lederuddannelse.
Udgivet den 13-10-2026

# 1. Hvorfor valgte du at undersøge duoledelse, og hvilke udfordringer var du særligt optaget af?

Jeg valgte at undersøge duoledelse, fordi det var en helt ny organisering på vores arbejdsplads. Det var noget, ingen af os havde prøvet før, hverken ledere eller medarbejdere. Samtidig skulle vi skabe en ny fælles retning i et hus, som gennem længere tid havde været vant til én leder.

Jeg blev derfor nysgerrig på, hvordan medarbejderne egentlig oplevede det at have to ledere. For selvom vi organisatorisk havde besluttet, hvordan duoledelsen skulle se ud, var det ikke nødvendigvis det samme som, at det var tydeligt for medarbejderne i hverdagen.

Jeg var især optaget af, hvad der sker med oplevelsen af retning, ansvar og tillid, når ledelsesansvaret deles mellem to. Hvordan undgår vi, at medarbejderne oplever to forskellige retninger? Og hvordan lykkes vi samtidig med at udnytte de styrker, der kan være ved at være to ledere med forskellige perspektiver og kompetencer?

# 2. Hvad viser dit speciale om medarbejdernes oplevelse af at have to ledere?

Noget af det interessante er, at medarbejderne både oplever duoledelse som en styrke og som noget, der kan skabe uklarhed. Det kan være en styrke, at der er to ledere. Det giver større tilgængelighed, flere perspektiver og mulighed for at gå til den leder, man har den bedste relation til eller som har den relevante viden. Men præcis de samme ting kan også skabe usikkerhed. For hvem går jeg til med hvad? Kan begge ledere træffe den samme beslutning? Og får jeg det samme svar, uanset hvem jeg spørger?

En af de vigtigste erkendelser for mig var derfor, hvor meget medarbejderne orienterer sig mod sammenhængen mellem os som ledere. De lægger mærke til, om vi siger det samme, om vi bakker hinanden op, og hvordan vi reagerer, når vi står sammen foran medarbejdergruppen. Det betyder, at små signaler kan få stor betydning. Hvis den ene leder siger én ting, og den anden virker tøvende eller siger noget lidt andet, kan det hurtigt blive tolket som uenighed eller manglende fælles retning – også selvom det slet ikke var vores intention.

Så en af hovedkonklusionerne er, at to ledere ikke automatisk giver mere eller bedre ledelse. Det kræver aktiv koordinering, fælles kommunikation og en tydelig oplevelse af, at der er én samlet ledelse, selvom vi er to forskellige ledere.

3. Hvilke problemer kan opstå, hvis ansvar, kommunikation og retning ikke er tydeligt afstemt mellem de to ledere?

Det kan først og fremmest skabe usikkerhed hos medarbejderne. Hvis det er uklart, hvem der beslutter hvad, eller hvis medarbejderne oplever forskellige svar fra de to ledere, bliver det sværere at navigere i organisationen.

En risiko er også, at medarbejderne begynder at orientere sig mere mod deres personaleleder eller deres eget team frem for mod den fælles organisation. På den måde kan man faktisk komme til at understøtte siloer, selvom vores intention er at skabe mere sammenhæng.

Jeg er blevet meget opmærksom på balancen mellem koordinering og handlekraft. Vi skal koordinere nok til, at vi fremstår som en samlet ledelse, men vi skal heller ikke koordinere så meget, at vi ikke kan træffe en beslutning uden først at tale med hinanden. Det har også udfordret mig personligt. Jeg kan godt lide at være tilgængelig og hjælpe med at skabe klarhed, når en medarbejder kommer med et spørgsmål. Men jeg er blevet mere bevidst om, at et hurtigt svar ikke altid er det bedste svar. Nogle gange er det vigtigere at sige: "Det vil jeg lige vende med min lederkollega", så medarbejderen får et fælles og afstemt svar.

4. Hvilke organisatoriske og relationelle betingelser peger dit speciale på som afgørende for, at duoledelse fungerer godt?

Tillid er helt afgørende, men mit speciale har også gjort mig mere opmærksom på, at tillid findes på flere niveauer. Det er ikke nok, at medarbejderne har tillid til mig og til min lederkollega hver for sig. De skal også have tillid til os som samlet ledelse. Det kræver, at vi bakker hinanden op, er loyale over for fælles beslutninger og håndterer vores uenigheder på en ordentlig måde.

Det betyder ikke, at medarbejderne skal tro, at vi altid er enige. Tværtimod synes jeg, at vi skal turde sige højt, at to ledere selvfølgelig også kan være uenige. Det afgørende er, hvordan vi håndterer uenigheden, og at medarbejderne kan have tillid til, at vi får den håndteret og kommer tilbage med en tydelig fælles retning.

Organisatorisk kræver duoledelse også rammer. Der skal være tid til koordinering, klare aftaler om ansvar og mandat og en tydelig fælles retning. Det kan ikke alene være op til de to ledere selv at få konstruktionen til at fungere. Organisationen omkring duoledelsen skal også være tydelig på, hvorfor man har valgt ledelsesformen, og hvad man ønsker at opnå med den.

Endelig spiller psykologisk tryghed en vigtig rolle. Medarbejderne skal kunne sige højt, når noget er uklart, eller når de oplever, at vi som ledelse sender forskellige signaler. Det er værdifuld information for os som ledere og noget, vi skal være nysgerrige på frem for at gå i forsvar overfor.

5. Hvordan kan resultaterne fra dit speciale bruges konkret i organisationens videre arbejde med duoledelse?

Specialet har faktisk allerede været brugt til at tage hul på nogle gode drøftelser. Både internt mellem min duolederkollega og mig, men også bredere i organisationen. Det har blandt andet givet anledning til nogle grundlæggende spørgsmål: Hvad er duoledelse egentlig hos os? Hvorfor anvender vi det? Hvad forventer organisationen af en duoledelse? Og hvilke organisatoriske rammer og hvilken ledelsesopbakning kræver det, hvis det skal lykkes?

Næste skridt bliver at tage medarbejdergruppen endnu mere med ind i arbejdet. Vi vil blandt andet præsentere nogle af hovedkonklusionerne fra specialet og arbejde med vores værdier for at skabe den fælles retning. Distriktschefen inviteres også ind til et personalemøde for at fortælle om chefgruppens tanker og strategi i forhold til duoledelse.

Samtidig vil vi gerne gøre dialogen om duoledelse mere naturlig i hverdagen. Derfor skal der være plads til, at medarbejderne kan sige: "Det her er uklart for mig", eller "Her oplever jeg, at I siger noget forskelligt." Det skal ikke opleves som kritik af den enkelte leder, men som noget, der kan hjælpe os med at udvikle vores fælles ledelsespraksis.

For mig er en vigtig læring fra specialet netop, at duoledelse aldrig bliver "færdigimplementeret". Det kræver løbende opmærksomhed, dialog og justering. Vi skal blive ved med at tale om, hvordan det fungerer – både med hinanden og med medarbejderne.

Sarah Dyrup Mejding, leder på SundhedsCenter Tårnby, Tårnby Kommune

Sarah Dyrup Mejdings speciale ”To ledere – ét Sundhedscenter? – en analyse af medarbejdernes meningsskabelse og ledelsens handlemuligheder i duoledelse” er nomineret til årets specialepris 2026. I udvælgelsen har juryen lagt vægt på, at specialet adresserer konkrete udfordringer knyttet til duoledelse, herunder risikoen for uklar ansvarsfordeling, forskellig kommunikation fra lederne og medarbejdernes behov for oplevelsen af en fælles ledelsesmæssig retning. 

6. Hvad har Den Offentlige Lederuddannelse givet dig fagligt og i din egen ledelsespraksis?

Jeg er blevet langt klogere på mine egne styrker, mønstre og præferencer. Gennem arbejdet med mine toptalenter er jeg blevet mere bevidst om, hvordan min optimisme, ansvarlighed og problemløsende tilgang påvirker min ledelsespraksis.

Særligt i begyndelsen af min ledelseskarriere havde jeg en tendens til at tage meget ansvar på mig og tro, at jeg som leder skulle have svar på alle medarbejdernes spørgsmål. Jeg oplevede nærmest, at det var min opgave at løse problemerne.

Uddannelsen har givet mig et andet perspektiv. I dag ser jeg det i højere grad som min opgave at skabe rammer, hvor medarbejderne selv kan reflektere, bidrage og være med til at finde løsninger. Jeg er blevet bedre til at stoppe op og stille spørgsmål frem for straks at komme med svaret.

7. Hvilket råd vil du give til kommende DOL-studerende, der skal i gang med deres speciale?

Nyd den mulighed, I har fået for at udvikle og forfine jeres lederkompetencer. Det kan selvfølgelig føles hårdt at passe en diplomuddannelse ind ved siden af et lederjob og en travl hverdag, men uddannelsen giver samtidig noget, som kan være svært at finde plads til i den daglige drift: tid til at stoppe op og fordybe sig i sin egen ledelsespraksis.

Mit bedste råd er derfor at bruge opgaverne og eksamenerne til at undersøge noget, der reelt betyder noget i jeres egen organisation. Jeg har gennem hele uddannelsen forsøgt at tage udgangspunkt i udfordringer, som jeg alligevel stod med som leder. På den måde bliver teori ikke noget, der foregår ved siden af praksis, men noget man kan bruge til at se sin egen organisation og sit eget lederskab med nye øjne. Den mulighed for fordybelse skal jeg nu finde en anden måde at holde fast i, når uddannelsen er slut.

Den Offentlige Lederuddannelse

Den Offentlige Lederuddannelse tager udgangspunkt i hverdagen, opgaverne og udfordringerne, man møder som offentlig leder. 

Med udgangspunkt i teori om ledelse i offentlige organisationer opbygger deltagerne viden om ledelsesopgaven og får mulighed for at diskutere, debattere og reflektere over både det personlige lederskab, personaleledelsen, styringsopgaverne og den svære balance mellem drift og udvikling. 

Teorier og metoder prøves af i egen praksis, hvilket gør undervisningen praksisnær. Deltagerne får konkrete værktøjer, som hjælper dem med at navigere på nye måder i deres ledelsesopgaver.

Vil du høre mere? Så kontakter vi dig

Er du blevet nysgerrig på, hvordan Komponent kan hjælpe dig, eller vil du have mere information? Udfyld formularen, så vender vores ekspert tilbage til dig. 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

JR
Studievejleder - Den Offentlige Lederuddannelse
Jane Rasmussen
TOL
Studievejleder - Den Offentlige Lederuddannelse
Tina Olsen