Som projektleder i det offentlige skal du være en gedigen håndværker, som samtidig forstår at navigere i og tage højde for en kompleks organisation. Med udgangspunkt i sin bog giver chefkonsulent Mikkel Kaels dig her et overblik over dine vigtigste kompetencer med Projektlederens Kompetencehjul.
Udgivet den 05-04-2024

Skal du have succes som offentlig projektleder, skal du have et fokus på den organisatoriske kontekst, der omgiver dit projekt, og lade den bestemme dine projektværktøjer. Det er en af pointerne i bogen Det offentlige projekt. Nu har forfatter og underviser Mikkel Kaels rettet blikket mod projektlederen og skitseret nogle af de kompetencer, det er vigtigt at besidde som projektleder i det offentlige.

– I Projektlederens Kompetencehjul har jeg prøvet at kombinere det klassiske projektperspektiv med det, jeg i bogen kalder et outside-in perspektiv på projektet. Derefter har jeg så set på, hvad de to perspektiver tilsammen siger om, hvilke kompetencer projektlederen skal have for at lykkes. Det bliver til tre grundlæggende parametre, man skal have fokus på, når man bedriver projektledelse i det offentlige, siger Mikkel Kaels, der nedenfor sætter flere ord på kompetencehjulet.

Om Projektlederens Kompetencehjul

Projektets værktøjskasse

Som projektleder skal du først og fremmest have din værktøjskasse i orden. Det betyder, at du skal kunne anvende flere forskellige projekttilgange med dertilhørende værktøjer, afhængig af den konkrete opgave. Hjulet opererer med tre grundlæggende projektformer:

  • Den klassiske lineære vandfald, som især er et stærkt styringsværktøj, når du skal håndtere styregruppe og anden formel ledelse omkring projektet. 
  • Den agile model, som er stærk på leveranceniveauet.
  • Den cirkulære procestilgang, hvor du skal kunne håndtere relationer og processer med aktører og interessenter i forbindelse med projektets daglige aktiviteter. 

Organisatorisk forståelse
Udover de tre projekttilgange, skal du have en stærk organisatorisk forståelse, så du hele tiden har blik for den kontekst, der omgiver dit projekt. Det er netop de kontekstuelle forhold, som er med til at definere, hvilken tilgang du bør vælge som projektleder. Skal projektet gennemføres indenfor formelle organisatoriske rammer, eller skal projektet gennemføres i mere uformelle organisatoriske miljøer, hvor de formelle magtpositioner ofte er erstattet af mere uformelle og usynlige magtpositioner? Og hvad sker der i mødet mellem de formelle og de mere uformelle rammer? 

Faglig indsigt
Sidst, men ikke mindst, skal du altid medtænke det faglige aspekt, om ikke andet for at blive skarp på, hvornår det er nødvendigt selv at have den faglige viden, og hvornår du trygt kan overlade det til andre, mens du har fokus på dine projektværktøjer og den organisatoriske kontekst. Det faglige aspekt er altid et vigtigt parameter for projektlederen, for det handler om indsigt og forståelse for projektets indhold, men i sidste ende handler det reelt lige så meget om projektlederens legitimitet. Nogle steder giver det stor legitimitet, hvis du har faglig indsigt, mens det andre steder ikke er så afgørende. Det faglige felt i kompetencehjulet inddeler derfor den faglige indsigt i to grundlæggende positioner: Vertikal dybdefaglighed forstået som ekspertfaglighed og en horisontal faglig forståelse, hvor man måske ikke har ekspertfaglighed på projektets område, men hvor projektlederen kan se fagligheden i en bredere sammenhæng, ofte i relation til andre fagligheder.

Kompetencehjulet viser, hvilke grundlæggende elementer, projektlederen bør beherske. Det handler i sidste ende om, at projektlederen skal kunne træffe bevidste valg om sin ledelse af projektet, og det kalder på viden fra flere forskellige hylder. Det er altså ikke nok kun at kunne sin Prince2 eller sin Scrum, da konteksten afkræver langt flere svar.

Vil du høre mere? Så ringer vi til dig

Er du blevet nysgerrig på, hvordan Komponent kan hjælpe dig, eller vil du have mere information? Udfyld formularen, så ringer vores ekspert til dig. 

Mikkels figur

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

MKA
Chefkonsulent
Mikkel Kaels