Hvis vi ændrer måden, vi organiserer specialundervisningen på, kan vi så beholde den samme økonomiske styring?
Det spørgsmål bliver relevant, når den politiske aftale om nye regler for specialundervisning skal omsættes til lovgivning og praksis. Aftalen lægger blandt andet op til at ophæve
9-timersgrænsen, reducere behovet for pædagogisk-psykologiske vurderinger (PPV'er) og give skolerne bedre mulighed for at sætte tidligere ind over for elever i faglig eller social mistrivsel.
Der indføres også en ny form for forstærket undervisning, som skal gøre det muligt for flere elever at blive i almenundervisningen med den rette støtte.
Dele af aftalen kræver lovændringer, og Børne- og Undervisningsministeriet forventer, at de nye regler kan træde i kraft fra skoleåret 2027/2028.
De nye regler handler først og fremmest om, hvordan skolerne skal kunne hjælpe elever tidligere og tættere på deres hverdag. Dermed flyttes ansvaret for, hvordan skolens samlede ressourcer anvendes, også i langt højere grad over på den enkelte skoleleders skuldre, hvis den nye bekendtgørelse realiseres. Det gør det endnu vigtigere, at kommunerne har en tildelingsmodel, der så præcist og fair som muligt afspejler skolernes forskellige behov.
Når flere indsatser skal ske i almenundervisningen
Ifølge Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, er det afgørende spørgsmål, hvorvidt økonomien kan følge med de faglige ambitioner. Hvis skolelederen fremover skal kunne træffe beslutninger om faglige indsatser tidligere og tættere på den enkelte elev eller klasse, skal der også være penge til at gennemføre indsatserne.
De nødvendige midler kan ifølge Per Nikolaj Bukh groft sagt komme tre steder fra:
- Ny tilførsel af ressourcer
- Midler, der i dag bruges på segregering
- Midler, der i dag bruges i almenområdet
Mens en eventuel ny tilførsel af ressourcer er en central beslutning, har kommunerne selv mulighed for at beslutte, hvordan midlerne under de to øvrige punkter skal fordeles.
Og netop her opstår et vigtigt spørgsmål: Hvis flere indsatser skal kunne sættes ind i almenundervisningen, hvordan sikrer kommunen så, at ressourcerne fordeles efter de behov, der faktisk findes på de enkelte skoler?
Det afgørende er ikke modellen – men præcisionen
I udviklingen af en skoletildelingsmodel er det ofte et centralt spørgsmål, om ressourcerne skal fordeles efter antal elever, antal klasser eller en kombination. Men ifølge Per Nikolaj Bukh er det ikke det afgørende.
Der findes gode modeller af alle tre typer. Det afgørende er, om modellen præcist kan identificere forskelle i skolernes behov og omsætte dem til en fair og transparent fordeling af ressourcer. Som Per Nikolaj Bukh formulerer det:
– Vi får brug for en ny ’økonomistyringskomponent’, som kan fordele midlerne mellem skolerne på en uens, men fair og transparent måde afhængig af elevsammensætningen og det udgiftsbehov, der måtte være.
Den nye økonomistyringskomponent er ikke nødvendigvis helt ny. Mange kommuner anvender allerede et socioøkonomisk indeks, når de fordeler ressourcer til specialundervisning. Indekset korrigerer for forskelle i elevsammensætningen ud fra en antagelse om, at elever ikke har ens behov for støtte og undervisning. Men det samme princip er langt fra lige så udbredt, når kommunerne fordeler ressourcer til almenundervisningen.
En fair fordeling er ikke nødvendigvis en lige fordeling
Det kan blive mere betydningsfuldt, hvis flere faglige indsatser fremover skal kunne sættes ind i almenundervisningen. Hvis en kommune alene fordeler ressourcer efter antallet af elever eller klasser, får skolerne i udgangspunktet de samme ressourcer pr. elev eller klasse. Men to skoler med samme antal elever har ikke nødvendigvis det samme udgiftsbehov, hvis elevernes behov for støtte og undervisning er forskellige.
Det handler om at have et tydeligt billede af, hvad der påvirker udgiftsbehovene på skolerne og derefter på baggrund af tydelige principper fordele ressourcerne. Selvom det ikke er et nyt styringsmæssigt behov, kan de nye regler for specialundervisning kan gøre det endnu tydeligere.
Kan økonomien følge de faglige behov?
Der er derfor ikke nødvendigvis behov for, at alle kommuner skal skifte til en bestemt skoletildelingsmodel. Den rigtige løsning vil afhænge af den lokale kontekst – blandt andet elevsammensætning, geografi, socioøkonomi og organisering.
Det centrale spørgsmål er snarere, om den model, man allerede har, er præcis nok i sin tildeling af ressourcer. Derfor er følgende spørgsmål relevante at drøfte i kommunerne: Afspejler den forskellene i elevsammensætningen? Identificerer den de forhold, der har betydning for skolernes udgiftsbehov? Og fordeler den ressourcerne forskelligt på en måde, der er fair, transparent og fagligt begrundet?
Det bliver centralt, når den politiske aftale om nye regler for specialundervisning skal omsættes til praksis. For hvis skolerne fremover skal kunne handle tidligere og mere fleksibelt på elevernes behov, skal økonomien også kunne følge med.
