Som ergoterapeut er Lisbeth Andersens faglighed en lille brik i et stort puslespil. Men hvis man skal lykkes med at skabe forandringer for børns deltagelse og læring, skal man kunne hive sig selv op og se på opgaven i et større perspektiv. Det har hun bl.a. lært på Konsulent i læringsledelse - et forløb for alle medarbejdere i Aalborg Kommunes PPR.
Udgivet den 01-07-2019

Det er især tværfagligheden, som gør arbejdet i PPR interessant, mener Lisbeth Andersen. Hun er ergoterapeut og var ansat i Aalborg Kommunes PPR under forløbet. Her rådgiver og samarbejder hun med det pædagogiske personale på skolerne om at skabe en indsats, der fremmer børnenes deltagelse og læring: 

"Det er spændende, at vi tværfagligt i PPR kan hjælpe det pædagogiske personale til at se bag den adfærd, som nogle gange bøvler, og vejlede i at sætte en specialpædagogisk retning. Jo mere vi arbejder på tværs af faglighed og forvaltninger, desto mere går det op for mig, at min faglighed er en lille brik i at løse et stort puslespil", fortalte Lisbeth Andersen. 

Selv er hun sundhedsfagligt uddannet, og hendes faglige perspektiv handler om at få krop og sanser med i det pædagogiske perspektiv i forhold til læring og udvikling. Men hendes kollegaer i PPR har mange forskellige faglige baggrunde, og alle perspektiver skal samles for at løfte et af de fire ben i udviklingsstrategien for Aalborg Kommunes PPR: At skabe vejledningsforløb, der virker. 

Behovet for at løse opgaver på tværs er netop årsagen til, at Lisbeth Andersen og alle hendes kollegaer i Aalborg Kommunes PPR har været på uddannelse. De er nu konsulenter i læringsledelse og har fået nye værktøjer til at styrke samarbejdet og indgå i vejledningsforløb med fagpersoner fra skoler og dagtilbud. 

"Det har været fedt at være på kursus sammen. Vi har fået et fælles sprog og har haft mulighed for at være sammen med dem, vi arbejder med til hverdag. Vi lærer hinanden bedre at kende, og det skal man ikke underkende, når man arbejder i teams. Relationen er vigtig, og med uddannelsen får vi både et fælles kompetenceløft og et fælles sprog", fortalte Lisbeth Andersen om det forløb, som netop var afsluttet. 

Et større perspektiv gør forandring nemmere 

PPR er ifølge Lisbeth Andersen et område med stor politisk bevågenhed. Og når opgaven handler om at oversætte politiske versioner til ny praksis på tværs af fagligheder og i forskellige kontekster, skal man ikke være bedrevidende. Man skal gå til opgaven med en vis ydmyghed og respekt for de perspektiver og fagligheder, der er i spil. Der kan man med fordel starte med sig slev, mener Lisbeth Andersen: 

"Vi er startet med at kigge indad. Hvis vi som team skal give professionel vejledning, bliver vi nødt til at styrke vores eget team først. Hvis vi skal vejlede i tværfaglighed, skal vi også selv kunne samarbejde. Det har vi arbejdet med, og det får en smittende effekt. Vi bruger en fælles analysemodel, og vi har skabt en samarbejdsmodel, der fungerer. Det er en ny tilgang, vi øver os stadig og optimerer samarbejdsmodellen løbende", siger hun og forsætter:  

"Jeg er bevidst om, at vi er en politisk organisation. Jeg prøver at hive mig op i helikopteren og se det oppefra. Vi har gang i mange tiltag, så hvis man ikke ser det i et større perspektiv, giver det ikke mening i en travl hverdag. I helikopteren kan jeg se det. Så giver det mening, og så er det nemmere at skabe forandring."  

Et fælles udgangspunkt for samarbejde 

Konsulent i læringsledelse er et forløb udviklet af Komponent, dengang COK, for at styrke ressourcepersoners vejleder- og konsulentkompetencer. I Aalborg Kommunes PPR valgte man at hente forløbet hjem i egen organisation, så alle 100 medarbejdere fik den samme teoretiske referenceramme, de samme kompetencer og et fælles udgangspunkt for samarbejde både internt og med fagpersoner i skoler og dagtilbud. 

"Jeg har fået ny indsigt i teamsamarbejdet, og hvad der gør det effektivt. Det gode samarbejde kommer ikke bare af sig selv. Jeg [føler] mig bedre klædt på til at lave vejledningsforløb, der virker", fortalte Lisbeth Andersen om udbyttet af uddannelsesforløbet.  

Her er PPR bl.a. blevet introduceret til teorier, analysemodeller og metoder, de kan anvende i det tværfaglige arbejde. Og så har de fået træning i at facilitere læringsprocesser - en tilgang, de både kan bruge internt i PPR og i samarbejdet med fagpersoner og ledere i skoler og dagtilbud. 

"Jeg er blevet mere opmærksom på møder - at lave aftaler om møders indhold og form. Det gælder alle møder, vi går til. Og så er jeg blevet opmærksom på, at hvis jeg skal levere et godt stykke arbejde, f.eks. en læringsproces med det pædagogiske personale, så skal jeg bruge mere tid på at sætte mig ind i det. At holde mig selv fast i, at vi er på vej i en bestemt retning", fortalte Lisbeth Andersen. 

Skal arbejde for at holde fast 

Uddannelsesforløbet, som bestod af fem undervisningsdage fordelt over ca. tre måneder, sluttede i marts 2018, og for medarbejderne i PPR handler det derefter om at holde fast i det, de har lært: 

"Der er mange ting, jeg i det små gør anderledes. Samarbejdsmodellen og måden, vi kører dialog på, er en anderledes måde at arbejde på. At arbejde mindre på individniveau og mere i kontekstsammenhæng - både at se barnet i en anden kontekst og at vejlede i en tværfaglig kontekst – er også nyt", sagde Lisbeth Andersen og forsatte: 

"Vi har fået en masse redskaber. Nu gælder det om at holde fast i dem og bringe dem i spil bagefter. Man er altid tændt efter et kursus, men i det lange løb skal man arbejde for at holde fast i det, man har lært", afslutter Lisbeth Andersen. 

De enkelte teams i PPR følger selv løbende op på det, de har lært. Efter sommerferien var der planlagt mere fælles kompetenceudvikling.  

Vil du høre mere? Så kontakter vi dig

Er du blevet nysgerrig på, hvordan Komponent kan hjælpe dig, eller vil du have mere information? Udfyld formularen, så vender vores ekspert tilbage til dig. 

Konsulent i læringsledelse på 0-18 årsområdet

Praksisnær uddannelse, der styrker konsulenter, ressourcepersoner og PPR-medarbejdere i udvikling, implementering og forankring af områdets store forandringer.

Læs mere Læs mindre

PPR-leder: Vi gør en forskel - sammen 

100 medarbejdere fra Aalborg Kommunes PPR er nu konsulenter i læringsledelse. De skal bruge deres nye proces- og vejledningskompetencer til at skabe bedre vejledningsforløb.

Læs mere Læs mindre

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller vil have mere viden, er du altid velkommen til at kontakte os.

Klik her, hvis du vil finde en anden Komponent-medarbejder eller vil i dialog med os via hovednummer eller hovedmail.

 

SHA
Chefkonsulent
Susanne Harder
LTM
Chefkonsulent
Lisbeth Tarp Mouritzen